Ens salgspriser uanset bedriftens størrelse

De store bedrifter får ikke højere produktpriser, der kunne begrunde højere forpagtningspriser.

Myten, om at de store bedrifter i kraft af deres størrelse får højere priser for deres produkter end andre, holder ikke, viser en analyse af Videncentret for Landbrugs landbrugsregnskaber for 2013.

Det gælder for alle de store driftsgrene.

Store smågriseproducenter med over 600 søer får for eksempel kun en krone mere pr. gris end gennemsnittet, uanset om det er 7 kg eller 30 kg grise. Tilsvarende får de store slagtesvineproducenter med over 12.000 svin også en meget beskeden overpris på blot tre kroner pr. slagtesvin. Til gengæld køber de 30 kg grise syv kr. billigere end andre.

Mælkeproducenter med over 320 køer får kun en øre mere pr. kg mælk end gennemsnittet, og de får heller ikke mere for udsætterkøer.

I alle tilfælde er merpriserne på langt under én procent.

Når det gælder salg af afgrøder, er billedet langt hen ad vejen det samme.

Store planteavlsbedrifter på over 300 hektar fik sidste år nøjagtig samme pris for byg som andre, og det samme var tilfældet med industrikartofler. For hvede, raps og maltbyg fik de to-tre procent mere end gennemsnitsprisen. Til gengæld fik de en noget lavere pris end gennemsnittet for andre afgrøder som for eksempel fabriksroer og spisekartofler.

Når det gælder handel med kreaturer mellem landmænd, er der åbenbart lidt større prisforskelle. De helt store mælkeproducenter køber for eksempel kvier 10 procent billigere end andre, men til gengæld får de også 17 procent mindre for de kvier, de sælger til andre!

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle