Er krydsningskøer virkelig løsningen?

Af Anders Just, Snedsted

Som kvægbruger og Holstein-avler, kan jeg blive meget nervøs over de utallige artikler, der beskriver hvor fantastisk krydsningsavl er.

Forskere og selvudnævnte eksperter er rigtig gode til at beskrive fordelene ved krydsning: mindre køer, bedre reproduktion, bedre klove, bedre yversundhed og højere levealder og livsproduktion.

De beskrevne fordele kan holstein som ren avl også tilbyde.

Hvis vi starter med størrelsen på køerne, så kan man med krydsning hurtigt få mindre køer ved brug af jersey, det er klart, men man får så også en besætning med stor variation i størrelsen. Bruger man Montbeliarde, bliver de nok ikke lige frem mindre. Hvis du krydser for at få mindre køer, er der altså en anden mulighed. Viking Danmark har pt. 33 Holstein tyre med over 25 i NTM, som har en maks. krydshøjde på 100, hvoraf de 14 har 95 eller derunder i krydshøjde. Derudover kan der også findes en del udenlandske tyre med under 100 i krydshøjde. Hvis man bruger disse tyre på sine holsteinkøer, vil man også få mindre køer. Det er sådan, vi gør i vores besætning.

På de forskellige sundhedsegenskaber kan man også gøre rigtig meget med avl og ved at bruge de rigtige holsteintyre, men der hvor der virkeligt kan gøres noget ved sundheden er med øget management. Jeg er bange for, at der er nogen der vælger at krydse, fordi de har dårlig reproduktion eller problemer med sundheden og håber det kan redde det hele. Men hvis problemet er management, hjælper det jo ikke at krydse. Krydsning må IKKE blive en sovepude for dårligt management.

Holstein har uden tvivl den højeste ydelse. Med den rette management vil det også være den klart mest økonomiske ko.

Avlsfremgangen

Er de forskellige malkekvægracer ligeværdige i dag? Måske. Men hvordan ser det ud om 10-15 år? Det er der ikke rigtig nogen, der snakker om. Holstein er den race med den klart største population på verdensplan, så derfor kan man også med Holstein, lave den største avlsfremgang. Den røde race er meget lille. Derfor vil det blive svært at lave en lige så stor avlsfremgang som ved Holstein. Den røde ko vil også få endnu større problemer med indavl i fremtiden.

Jeg tror, at avlsfremgangen ved Holstein om 10 år vil være så stor i forhold til de andre racer, at det med at krydse ikke vil give nogen mening.

Jeg håber, at alle der overvejer at krydse, vil overveje det grundigt, og inden de går i gang vil se grundigt på deres holsteinavlsplan og så bruge de Holsteintyre, der har de egenskaber de efterspørger, for de kan nemt findes uden at krydse. Viking Danmark og SEGES har også et medansvar og bør vise, hvilke muligheder der er med renavl og ikke bare opfordre til krydsning, som de gør i dag.

Det kan godt være, at krydsning er det rette for nogen, men det er ikke løsningen på alle problemer.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle