»Når du er færdig med de store krukker, kan du tage dem henne ved gavlen!«
Vi har været lidt ude at rejse. Imens har min kloge kones blomster stået samlet i skyggen, hvor de er blevet tilset af vores flinke nabo. Nu skal de tilbage på plads.
Jeg har det sådan med min kloge kones mange blomster, at jeg sætter pris på dem, jeg roser dem gerne, jeg nyder dem, og jeg vil helst blandes uden om pasningen. Faktisk tror jeg også, at hun helst er fri for, at jeg blander mig – bortset fra altså når de tunge krukker skal flyttes.
»Skal jeg hjælpe«? spørger hun en anelse bekymret, da jeg stønner under transporten af en krukke over mod sækkevognen.
Men jeg har det sådan, at jeg sætter pris på hendes omsorg, men helst vil ordne tingene selv. Blandt andet fordi hun er 30 – 40 centimeter lavere end mig. Det gør det til et problem at løfte krukker sammen. I stedet stønner jeg besværet lidt højere, end det egentlig er nødvendigt. Det gør jo ikke noget, at hun ved, hvor hårdt det er.
»Pas på ryggen«, udbryder hun og ser passende bekymret ud. Også det er formentlig for at fortælle mig, at hun sætter pris på hjælpen. Inderst inde ved jeg godt, at hun ikke tror på, at det er SÅ hårdt, som jeg antyder.
Måske er det derfor jeg lader sækkevognen stå uden for hoveddøren for at gå ind og styrke mig med et stort glas vand. Jeg er naturligvis også nødt til at tjekke mobil-telefonen, hvor der står præcis det samme som for en time siden. Men så kan man jo altid lige undersøge, om der er nye spændende tilbud på en plænetraktor – en investering, jeg har besluttet gøre uden at involvere min kone for meget i det. Slet ikke i prisen på den model jeg overvejer.
Det er midt i studiet af dette vigtige emne, at hun stikker hovedet ind ad køkkendøren. Jeg når kun nødtørftigt at lade mobilen forsvinde i en lomme, og hun lader venligt, som om hun ikke har set det.
»Du er altså ikke helt færdig«, meddeler hun, mens hendes blik strejfer lommen med mobilen, som nu føles ganske varm.
»Må man nu ikke engang tage en pause fra arbejdet for at drikke vand«, mumler jeg surt. Hun reagerer ikke.
»Jeg har faktisk brug for vand engang i mellem«, fortsætter jeg muligvis for at få lidt – ufortjent – opmærksomhed.
»Vi skal have blåbærrene tilbage til pladsen foran soveværelset«, svarer hun uforstyrret. På vej ud kommer jeg til at sparke til sækkevognen. Det er faktisk ikke med vilje, men det er der jo ingen, der kan se. Allermindst min kloge kone.
»Nå, nå, der er vel ingen grund til at tage sådan på vej«, smiler hun.
»Du ved jo godt, at jeg ikke kan klare det selv, og jeg er bare så glad for, at du er stærk nok til at hjælpe mig med de tunge krukker«.
Jeg retter mig op, smiler, slynger nonchalant sækkevognen på plads og henter de sidste to krukker uden at kny.
Man bliver vel aldrig for gammel til at få ros.
