Et stempel - og ejendommen er brændemærket

Retssikkerheden er i bund, mener landmand, der prøver at sælge sin gård.

Få timers optælling af planter en eftermiddag og et stempel hos kommunen. Så er ejendommen brændemærket og faldet millioner af kroner i værdi. Det virker lidt for skødesløst, mener Svend Ebbesen, når konsekvensen er så stor for værdien af og udviklingsmulighederne for omkringliggende landbrug.

Selv om Svend Ebbesen har sat gården ved Vinderup til salg, er han ikke bleg for at stå frem og sige, at der er udpegninger i området, der kan få betydning for de fremtidige udviklingsmuligheder.

»Det er alligevel noget, alle spørger om med det samme, når de ser på ejendommen«, siger han.

Hans bedrift på 195 hektar med 200 søer og opdræt af slagtesvin ligger i et Natura 2000 område tæt på Vinderup. Et dejligt område, hvor han og hans kone Bodil Ebbesen gennem tiden selv har taget arealer ud til en sø, til offentlige stier og en skovlegeplads. Nu hvor ejendommen er til salg, kan det gå hen at være dyrt, for efter en eventuel udvidelse af bedriften, må ammoniakfordampning fra deres bedrift ikke påvirke med mere end et kg kvælstof pr. hektar på de omkringliggende naturområder. Det har stor betydning for bedriftens udviklingsmuligheder.

Måske i fremtiden

Gennem årene har Svend Ebbesen købt jord op i nabolaget til at udvikle bedriften. I forbindelse med frasalg af et hus solgte han også en 4,5 hektar stor bakke, der var svær at dyrke. Det skulle han ikke have gjort, hvis bedriften i dag skal udvides. Holstebro Kommune har nemlig haft biologer ude for at registrere floraen, og bakken er blevet til et overdrev.

»Det er ikke super høj kvalitet, men inden for grænserne af, hvad der registreres som §3«, forklarer Bo Boysen, biolog i Holstebro Kommune,

Spinkelt grundlag

Svend Ebbesen mener, at konsekvensen af udpegningen er meget stor i forhold til, at det ikke er vedtaget på demokratisk vis.

»Det er ikke kommunalbestyrelsen, der vedtager det, og det er ikke forelagt for kommunaldirektøren med besked om, at det vil koste 2 mio. kr. Hvis kommunen skulle betale, hvad det koster landmændene, tror jeg ikke, der blev registreret så mange områder«, siger han.

Et andet aspekt er, at ejeren af arealet er blevet orienteret om registreringen, men selv om de økonomiske konsekvenser er større for Svend Ebbesen, har han ikke fået noget at vide, fordi han kun er nabo. Registreringerne kan heller ikke ankes.

»Det føler jeg som et overgreb på min ejendomsret - og min pension«, understreger han.

Faktaboks

Ammoniakkrav

  • Ammoniakregler skal sikre at naturen nyder fremme.
  • L&F har påpeget, at reglerne er ude af proportioner. En landmand må ikke påvirke et naturareal med 1,7 kg kvælstof fra stalden, men han må gerne gøde med 100 kg kvælstof. 
  • Der er ingen sammenhæng mellem de hårde krav til påvirkning fra stalden og 10 til 100 gange så stor påvirkning fra andre kilder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle