EU’s mælke-produktion stiger

Mælkeproduktionen i EU foreligger endnu ikke officielt længere frem end til og med november.

Det er dog nok til at konstatere, at ikke kun de danske mælkeproducenter vil få problemer med betaling af superafgift i indeværende kvoteår. Set over de første 11 måneder af 2013 er det dog ikke så slemt:

I alt er der kun produceret 0,4 procent mere mælk end i samme periode af 2012. Ser vi alene på november, er tallet dog et helt andet, nemlig en vækst på 4,2 procent i forhold til november 2012. Den største vækst i indvejningen finder vi i Irland, der i november indvejede 19,7 procent mere mælk end i november året før.

Tyskerne går også over kvoten

Irland er samtidig et af de lande, hvor stigende mælkeproduktion betyder kvoteoverskridelse.

Det samme gælder Tyskland, hvor man efter de første tre kvartaler af det nye kvoteår regner med en fedtkorrigeret overskridelse på 1,5 procent. Fortsætter tendensen, hvilket tallene for januar tyder på, ender Tyskland med en kvoteoverskridelse på omkring 500 mio. kg.

Ud over Irland, Tyskland og Danmark står Østrig og Holland og muligvis også Polen til betydelige kvoteoverskridelser.

På den anden side er der en række lande med UK i spidsen, der også øger indvejningen betydeligt men slipper for afgift, da de ligger langt under kvoten. Det er altså især i de oprindelige 15 medlemslande, man finder den største vækst i mælkeproduktionen, mens en række østeuropæiske lande fortsat viser faldende indvejning.

Markedet reagerer på stigende indvejning

I EU har vi gennem lang tid haft et massivt højt prisniveau for smør.

Nu, hvor juleefterspørgslen er væk og indvejningen stigende, falder knapheden på smør. Derfor ser vi her i starten af det nye år smørprisen falde markant. Tilmed er der lagt op til import af op til 30.000 ton smør fra New Zealand, mængder der blev kontraheret i efteråret på et tidspunkt, hvor man mente, at prisen ville falde. Derfor er dette smør billigt i forhold til prisen på markedet i EU.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle