EU: Muligt at fordele superafgift over tre år

Fødevareministeriet har endnu ikke besluttet, om ordningen skal gælde i Danmark.

Her lige før mælkekvoteordningen udløber har EU vedtaget en frivillig ordning, der gør det muligt at betale superafgiften over tre år.

Et forslag fra EU Kommissionen om, at de enkelte lande kan opkræve superafgiften for det sidste kvoteår i tre lige store, rentefrie rater i 2015, 2016 og 2017, er således vedtaget med et stort flertal.

Ordningen skal lette den økonomiske situation for de landmænd, der overskrider deres kvote, og som kæmper med likviditetsproblemer.

De landmænd, der ønsker at betale det fulde beløb inden oktober i år, kan dog stadig gøre det.

Ud over Danmark ventes Irland, Tyskland, Luxembourg, Polen og Holland at blive ramt af superafgiften i år.

De danske mælkeproducenter står til at skulle betale en samlet superafgift på 195 mio. kr.

Ordningen har ingen indvirkning på EU-budgettet, idet de enkelte lande stadig skal indbetale den skyldige superafgift til EU inden oktober.

Ordningen har fået en lunken modtagelse.

»Det er det næstbedste. Vi havde jo håbet, de ville fjerne superafgiften, men det her er bare en afdragsordning,« siger Peder Philipp, formand for Dansk Kvæg.

Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter ser det derimod som mere bøvl og ligegyldig administration.

COPA-COGECA hilser ordningen velkommen, men opfordrer til at gøre mere.

Faktaboks

Superafgift i tre rater

  • Tre lige store, rentefrie rater over tre år
  • Danmark har endnu ikke taget stilling
  • Frivillig ordning
  • Forslag fra EU Kommissionen
  • Muligt at betale det fulde beløb i år

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle