Får hjælp til det, han ikke selv kan klare

Landmand får personlig assistance til at passe sin bedrift med 140 køer.

Ernst Johansen, der i 2000 var ude for en meget alvorlig ulykke, er i dag kommet sig så meget, at han kan stå og gå nogenlunde normalt, men der er stadig meget, han ikke kan, og det får han hjælp til.

Han har nu som dengang 140 køer i løsdrift på Mosegård ved Årup på Fyn. Efter ulykken fik han afløser på, og den sidste del af markarbejdet blev overladt til maskinstationen.

I 2006 blev malkegraven skiftet ud med to malkerobotter.

Belastningen er problemet

»Det er belastningen, der er problemet, hvis jeg for eksempel går for meget på noget ujævnt.

Koblingen på traktoren er noget af det værste, men nu har vi fået en traktor med el-kobling.

Man lærer sig efterhånden, hvad man kan og ikke kan.

Jeg kan for eksempel køre minilæsser. Den er rigtig god. Og så kan jeg dirigere med folk, men jeg skal have hjælp til at arbejde med dyr. Det værste er at gå mellem køerne på spalter.«

Han har en pige ansat i stalden på fuld tid, hvoraf de syv timer om ugen er som personlig assistent, og så har han en pige i flexjob i 20 timer om ugen, som læsser foder. De har været ansat siden henholdsvis 2005 og 2001.

"Det er en kæmpe fordel med stabile folk der ved, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan," siger Ernst.

Alle kunne se, der var noget galt

Ernst, der selv er i flexjob som selvstændig i egen virksomhed, har kun godt at sige om den hjælp, han har fået.

»Alle kunne se, der var noget galt rent fysisk. Vi har ingen problemer haft - hverken med flexjob eller personlig assistance. Ordningen er god. For mig har det betydet, at jeg kunne beholde mit job. Det giver livsindhold, og alternativet var måske at komme på plejehjem,« siger Ernst, der fylder 63 til september.

"Konen siger, vi skal se at få det solgt, men det er svært at sælge, så vi bliver nok ved et par år mere. Det er svært at geare ned, når man altid har været aktiv. Jeg har altid været positiv."

En god ordning

»Personlig assistance er en god ordning, der fungerer godt i praksis. Alle vinder på det. Det er den mindst indgribende foranstaltning, så det bør være det første, man tager ned af hylden, men mange er ikke klar over de muligheder, der er,« siger Ernsts økonomikonsulent, Ulrik Andersson.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle