Føler sig velkommen i kontrolparadis

Korruption og absurd kontrol er ikke ukendt i Rumænien. Alligevel er der en anden følelse af, at svineproduktion er velkommet, siger dansk svinedirektør.

At man slipper for de danske fødevaremyndigheders kontrol er ikke det samme, som at man slipper for kontrol i udlandet.

Vi kører fra svinestald til svinestald med driftsleder Theis Nordtop på DCH Internationals svinefarm, Consinterfin.

Han oplever jævnligt besøg fra kontrollanter fra lokale og statslige myndigheder, som vil kigge svineproduktionen i kortene.

"Min kollega havde for nylig en kontrol, hvor de sagde, at vi manglede at føre statistik over alle de gange, vi vasker gangene. Alt kontrolleres, derudover er der meget kontrol for kontrollens skyld," siger han.

Når DCH Internationals adm. direktør, Lars Drescher, skal opsummere, hvad der har overrasket ham mest ved tilstedeværelsen i Rumænien, så er det netop kontrol og bureaukrati.

"Det har overrasket mig, hvor meget det egentlig kræver af os af ressourcer til dokumentation af vores tilstedeværelse. Derfor har vi også selv jurister ansat for at klare det," fortæller han.

Trods bureaukrati og kontrol så føler Lars Drescher, at man som svineproducent er mere velkommen i Rumænien end hjemme i Danmark.

"Vi har aldrig mødt en holdning til, at nu kommer der en udlænding og tager vores jord. Man føler, at man er velkommen og kan mærke, helt overordnet fra regeringsplan, at der er en vilje til at løfte landbrugsproduktionen," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle