Faldet skyldes kronisk PMWS

Dyrlæge Uffe Nielsen, LVK, mener, at forbruget af antibiotika til grisene falder, fordi PMWS er blevet kronisk. Dermed har den skiftet karakter og rammer ikke dyrene så hårdt som før.

Før så han typisk PMWS i klimastalden to til seks uger efter fravænning. Nu ser han ofte først symptomerne i slagtesvinestalden, og det er en fordel.

"Jo ældre dyrene er, des bedre kommer de igennem sygdommen," siger Uffe Nielsen.

Dertil kommer, at mulighederne for at behandle dyrene enkeltvis er langt bedre, når de er ældre. Yngre dyr vil man oftere flokbehandle, og det kræver mere antibiotika.

Uffe Nielsen peger også på mulighederne for at vaccinere søerne mod PMWS. I 2006 blev der åbnet mulighed for at få lov at vaccinere søer med Circovar, der endnu ikke er registreret i Danmark, hvis 7 ud af 10 blodprøver taget hos store klimagrise viser, at søerne har viruset PCV2 i blodet. Vaccinen, der koster cirka 100 kr. pr. so om året, forebygger PMWS hos so og grise og kan være med til at reducere forbruget af antibiotika.

Han ser frem til, at en ny vaccine mod PCV2 til slagtesvin kan bruges i Danmark, da man derved hurtigt kan få bugt med udbrud af PMWS. Det forventer han kan få antibiotikaforbruget til at falde yderligere.

To typer besætning

Uffe Nielsen møder navnlig to typer besætninger med slagtesvin, hvor man skal være opmærksom på PMWS.

Den ene type er, hvor en slagtesvinebesætning på 45-50 begynder at hoste, selv om der ikke er lungesyge i besætningen. I den situation vil der ofte også være blege grise og grise, der er utrivelige på grund af mavesår.

I den anden type besætning går det bare træls.

"Man kan rydde op med en sygesti i den ene hånd og en boltpistol i den anden. Når man er færdig, kan man gøre det samme efter 10 dage igen," forklarer han.

I den type besætning vil der være lidelser som ledbetændelse, mellemørebetændelse, lidt mavesår og kronisk utrivelighed af alle slags.

"Så skal dyrlægen tænke PMWS," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle