Familien går sammen: Far dyrker økologiske lupiner og linser til døtrenes vegetarfirma

Det er anden gang, Jens Søgaard kaster sig ud i økologi. Denne gang er det for at levere plantebaserede fødevarer til sine døtre.

Da Jens Søgaard første gang lagde om til økologi sidst i 1990erne, var det for at opnå en bedre økonomi.

Sådan var det ikke, da han for et års tid siden igen besluttede at lægge sit landbrug om til økologi. Nu er formålet at dyrke linser, lupiner og andre plantebaserede fødevarer til sine to døtre, Malene og Astrid.

De startede i foråret firmaet Pure Dansk, som skal levere plantebaserede fødevarer til fødevareproducenter, foodservice og direkte til forbrugerne. De har ikke stillet krav om, at afgrøderne skal være økologiske. Det vigtigste er, at det er danske fødevarer.

Foreløbig er de i dialog med en håndfuld landmænd om at dyrke linser, lupiner og andre proteinrige afgrøder.

Én af disse landmænd er deres far, som med 160 hektar i det smukt kuperede landskab ved Dråby midt i Nationalpark Mols Bjerge også sagtens vil kunne levere smukke landskabsbilleder til emballagen på specialprodukterne.

Givende samarbejde

Det var dårlig økonomi, der i 2009 fik Jens Søgaard til at droppe økologien.

»Jeg har ingen forventninger om, at min økonomi vil blive forbedret markant ved nu igen at lægge om til økologi. Det er helt fint, hvis jeg kan opretholde den indtjening, jeg har i dag«, siger han og tilføjer, at gevinsten er en mere spændende hverdag.

»Jeg har fire børn, som ikke har valgt at gå landbrugsvejen. De nyder at komme hjem, og vi nyder at have dem på besøg. De er en stor inspiration og er i høj grad med til at give mit liv mening og indhold«, siger Jens Søgaard.

Han har det derfor rigtig godt med at kunne samarbejde med sine døtre.

»De har en masse kompetencer og lever en helt anden hverdag end jeg. De snakke, vi har, præger da også mig i forhold til den måde, jeg driver landbrug på«, siger Jens Søgaard.

Nye muligheder

Når det gælder det praktiske i marken og økonomien i at omlægge planteavlen, er han fortrøstningsfuld.

»I de første to år får jeg forhøjet omlægningstilskud. Derefter er jeg klar til at levere specialafgrøder, som jeg forhåbentlig kan få en merpris for«, siger han.

Linser dyrkes kun i meget begrænset omfang i Danmark. Erfaringen er, at udbytterne ligger lavt med ca. 1.500 kg pr. hektar. Derfor skal der en god kilopris til, for at det bliver en god forretning. Lupiner har været dyrket gennem en årrække. Udfordringen er at finde en højtydende sort, som samtidig egner sig til human ernæring.

»Jeg vil også gerne dyrke hestebønner, hvis mine døtre kan afsætte dem. Samtidig har jeg antennerne ude i forhold til at dyrke økologisk hamp for Møllerup Gods«, siger Jens Søgaard.

Det eneste, han har sagt til sine døtre, er, at han ikke vil dyrke gartneriafgrøder eller andre afgrøder, som kræver mange mandetimer i marken.

»Hvem ved? Måske bliver det også en mulighed, hvis der udvikles robotter, som kan klare en stor del af arbejdet for os«, siger Jens Søgaard.

Han håber, at han i løbet af en årrække kan afsætte afgrøderne fra halvdelen af sine 160 hektar gennem døtrenes firma. Han er dog indstillet på, at det kan tage nogle år, inden de er i mål med det.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle