Så fik vi også prøvet at være med til en rumænsk barnedåbsfest i Danmark. Vi blev først inviteret en uge inden festen, men det er vist ganske normalt i Rumænien. Vi kunne først komme cirka halvanden time senere, end vi var inviteret til, men da dukkede de fleste af de andre også op. Så det var lidt heldigt, vi først kom ”senere”. Forinden havde familien og gudmoderen været i Ikast i den ortodokse kirke, hvor en rumænsk præst havde døbt barnet. Det havde taget et par timer i kirken, og der var blevet spist og sunget.
Festen blev holdt i et forsamlingshus, og der var flot dækket op ved otte borde. Det første jeg lagde mærke til var, at der på hvert bord stod en liter danskvand, en liter rødvin, en liter hvidvin og en liter whiskey … Så var banen ligesom lagt. Men der tog vi fejl. Ved et af de otte borde, som muligvis planlagt var placeret længst væk fra os, svandt det temmelig hurtigt af whiskey-flasken. Ved de andre borde blev der nærmest kun nippet. Maden var dansk, da det havde været svært for dem at få fat i rumænsk mad. Så den oplevelse gik vi desværre glip af. Mange af rumænerne talte rigtig godt dansk, og det var rart at snakke med dem udenfor, hvor det var muligt at høre, hvad de sagde. Inde i festsalen var musikken nemlig meget høj! Lige fra vi kom. Jeg tror, de lærer at mundaflæse helt fra spæde. Ellers kan jeg ikke forstå, at de kunne snakke sammen. Der blev også danset til den rumænske musik, hvor de meget af tiden dansede kædedanse med stampetrin. Hen på aftenen kom en stor og flot lagkage ind, som der blev sunget og klappet meget omkring. Det var højtideligt, og der blev ønsket alt godt for dåbsbarnet. Efter nogle hyggelige timer tog vi hjem med en dejlig oplevelse.
Det var også en dejlig oplevelse at få vores datter hjem fra USA. Vi modtog hende i lufthavnen og havde lige plads til hendes bagage i vores stationcar. Hun syntes i øvrigt, vores bil var blevet utroligt lille, men vi kunne jo bare byde hende velkommen hjem til lille Danmark igen. Hjemme ventede seks piger på hendes værelse. Det var en stor overraskelse for hende, og wupti så var den lange rejsetræthed væk. Der blev fortalt på dansk, amerikansk - og så også lidt på en blanding af begge sprog. Der blev med god appetit spist rugbrød, mors frikadeller, kartofler og lakrids.
Der kommer stadig næsten dagligt nyt fra hendes oplevelser i Oklahoma. Hun har virkelig fået en oplevelse for livet. Nu har hun travlt med at arbejde på vores lokale kro og har netop også fået arbejde hos en bager. Heldigvis er der også tid til at passe venner og familie.
