Finansieringsbanken søger kunder

Landbrugets Finansieringsbank vil gerne finansiere nye investeringer og generationsskifter.

Landbrugets Finansieringsbank åbnede for nylig for kunder, men indtil videre har det mest handlet om rekonstruktioner, erkender administrerende direktør Jesper Lyhne.

»Vi er godt i gang med rekonstruktioner i forbindelse med Finansiel Stabilitet. De har fyldt alt for meget, men nu er vi også ved at få henvendelser om nye investeringer og generationsskifter,« siger han.

Han opfordrer interesserede landmænd til at kontakte deres økonomikonsulent og gå i banken, der så går videre til Landbrugets Finansieringsbank, hvis der er grundlag for det.

Rekonstruktioner

Rekonstruktioner er ifølge Jesper Lyhne aktuelle for dygtige, effektive landmænd med en gæld, der er større end aktiverne.

»Vi kommer ind i billedet, når det er åbenbart, at en dygtig landmand aldrig vil kunne afvikle sin gæld og dårligt nok kan forrente den. Ofte er det en bedrift med en stor animalsk produktion og for lidt jord, der ikke kan sælges uden store tab.

Her kan man med en rekonstruktion skære den del af gælden væk, der ikke kan forrentes, ved for eksempel at indefryse den i fem år, samtidig med at vi overtager resten af gælden. Efter fem år bliver indefrysningen akkorderet, hvis banken modtager en på forhånd aftalt upside,« forklarer Jesper Lyhne.

Rentable investeringer

En anden type af kunder er landmænd, der har svært ved at låne til rentable investeringer, fordi egenkapitalen er svundet ind, samtidig med at bankerne er blevet mere tilbageholdende.

»Hvis en landmand for eksempel har en fornuftig investering til 4-5 mio. kr., som han ikke kan få finansieret, kan vi gå ind sammen med banken og formidle et lån som en slags kreditforening, bare uden lånegrænser.

Vi vil gerne være med til at løfte den slags investeringer, som der ikke har været ret mange af de sidste tre-fire år.«

Generationsskifte

»For ældre landmænd med lav gæld er der som regel købere nok, også unge, men der er ingen lån at overtage, og her kan vi gå ind og dække bankfinansieringen.

De landmænd, der skal ud af erhvervet, fordi banken vil have en ny ejer ind, har til gengæld ofte rigelig gæld. Udfordringen for køber er at sikre sig finansiering af nødvendige investeringer, og her kommer vi ind sammen med banken.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle