Finsk kæmpeforretning skal i form

Danish Agro svinger pisken i nyerhvervede Hankkija. Indtjeningen skal op, og unødigt fedt skal skæres væk.

Finlands største grovvareselskab er sat på svedekur og skal i langt bedre form.

Efter at Danish Agro for få uger siden blev majoritetsejer, ruller der nu kontante krav ud i organisationen:

Indtjeningen skal fleredobles, så den nærmer sig 90 til 100 mio. kr. i år.

Medicinen indeholder bl.a. slankning af mandskabet.

Kraftig nedbemanding

Danish Agro nedbemander med 125 til 150 af de ca. 950 ansatte og nedlægger 20 til 30 butikker i Finland i år, hvor Hankkijas butikker en del steder støder sammen med det i forvejen Danish Agro-kontrollerede Yrittäjien Maatalous.

Samtidig får de to selskaber samme koncernchef.

»De tjener ikke nok penge i dag. De skal højere op i indtjening,« slår Danish Agros koncernchef, Christian Junker, fast.

Han er langt fra nervøs over udfordringen.

Fra Karise lyder analysen, at der kan fjernes 50 mio. kr. i omkostninger i de finske forretninger, effektiviseres i logistikken i det store land og puljes indkøb sammen med resten af koncernen, der vil give fordele både i Finland og i Danmark.

»Det giver os nogle synergier og passer perfekt ind i vores strategi,« siger han.

Investeringen skal også bruges til at se længere mod øst.

»Vi vil i løbet af 2013 via vores finske forretning gå ind i Baltikum med maskinhandel via vores folk i Finland.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle