Firmarådgivning er et ønske fra landmændene

Frøfirmaer, grovvaren og Arla er eksempler på selskaber, som allerede rådgiver landmændene. Det sker ofte af hensyn kvaliteten.

Frøselskaberne har gjort det i årevis - nemlig sendt firmakonsulenter ud til frøavlerne for at rådgive om dyrkningen af frø.

Nu gør Danish Crown i stigende grad det samme til producenter af slagtesvin, og i grovvarebranchen spiller firmarådgivning også en stigende rolle. Det mener Jørgen Mikkelsen, der er formand for bestyrelsen i Danish Agro.

»Det vokser ikke frem som et behov hos os, men som et ønske fra kunderne,« siger Jørgen Mikkelsen.

»Jeg mener, at vores forhold til mange kunder udvikler sig til en form for partnerskaber, hvor man aftaler et sæt fælles regler og krav med det mål at skabe en høj kvalitet. Og det er kun naturligt, at rådgivning er en del af konceptet.«

Ifølge direktør Henning Fogh, Danish Agro, har rådgivning altid været en del af grovvarefirmaernes arbejde.

»Vi er bare fulgt med udviklingen. Men hvad angår konceptavl, hvor der stilles flere krav, har det været naturligt at gøre rådgivning til en del af pakken,« siger Henning Fogh.

Arla går til mælken

I Arla er kvalitetsprogrammet Arlagården det nærmeste, selskabet kommer på rådgivning af producenterne.

»Vi rådgiver om alt, som har betydning for mælkens kvalitet, herunder om dyrenes velfærd, og desuden giver vi gratis rådgivning om klima,« siger pressechef Theis Brøgger, Arla.

»Men alle de øvrige forhold omkring drift og økonomi overlader vi til Dansk Kvæg eller andre rådgivere med kernekompetencer på området.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle