Flere agerhøns – det kan faktisk lade sig gøre

Simpel måde til at øge bestanden af agerhøns.

Bestanden af agerhøns har været i tilbagegang gennem mange år. I sidste sæson blev der på landsplan kun nedlagt 53.000 agerhøns – det halve af udbyttet i 1993.

Man er sikker på, at denne nedgang afspejler bestandens størrelse. Hovedårsagen til nedgangen menes at være de ændrede strukturer og produktionsformer i landbruget.

Men nu viser det sig, at den enkelte landmand på en simpel måde kan gøre noget ved det. Det viser et treårigt forsøg på en stor ejendom på Orø, som er lavet i et samarbejde mellem Landboforeningen Gefion og Skovdyrkerne Øst.

To og fem meter striber

Men hvordan gør man så?

I kanten af visse af de dyrkede marker laves fem meter brede striber med samme afgrøde som på resten af marken, men meget tyndere udsået - eksempelvis hvede udsået med 30 kg pr. hektar.

Det er nok til at give dækning for agerhøns og deres kyllinger men så åbent, at solen kan komme ned, og så at striben bliver ideel at pikke insekter i. Mellem denne stribe og resten af marken laves yderligere en smal to meter bred stribe, som holdes helt bar ved gentagne harvninger i løbet af vækstsæsonen – særligt om foråret.

Tanken er, at det skal være enkelt at have med at gøre, det må ikke koste på enkeltbetalingen, og striberne skal kunne flyttes hvert år efter behov.

I forsøget har man desuden suppleret med udsætning af familieflokke af agerhøns, hvilket kan være nødvendigt, hvor bestanden er helt i bund.

Resultat

Projektperioden er nu overstået, og virkningerne på agerhønsebestanden kan vurderes. Overordnet er resultatet, at bestanden er steget betydeligt, og at det har fungeret godt i praksis. Så godt, at forsøgslandmanden uden tøven erklærer, at han sammen med sine jagtlejere vil fortsætte bestræbelserne i samme spor. Og set med produktionsøjne er det minimalt, hvad det har ’kostet’ i forhold til, hvad han har fået ud af det.

Enkelte ting skal måske justeres. Man overvejer at lade striberne være faste, så de ligger på samme sted fra år til år for at gøre det lettere for maskinførerne.

Det har også været en udfordring at komme ned på den meget lave udsædsmængde i striberne med moderne såmaskiner. Det går nogenlunde med korn men er sværere med raps, som i øvrigt har vist sig at være en rigtig god afgrøde til hønsene. Men det problem kan løses.

Udsætningerne vil man fortsætte med, indtil man med sikkerhed har en fast bestand, der reproducerer sig selv.

Flere detaljer kan ses på projektets hjemmeside:

www.agerhønspåorø.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle