Flere alvorlige gylleulykker hvert år

Gasser er lumske, for de er der ikke altid - men så går det galt næste gang.

Tre procent af dødsulykkerne i landbruget skyldes gylleulykker. Det viser tal, som Videncentret for Landbrug har samlet. Det svarer til en dødsulykke cirka hvert tredje år, men ifølge specialkonsulent Tormod Overby sker der en til to meget alvorlige ulykker hvert år, hvor ofrene svæver mellem liv og død eller tager varig skade.

Ifølge Tormod Overby har de fleste hørt om faren for giftige gasser i gylle- og fortanke, men alligevel laver de selv reparationer, for eksempel hvis de er under tidspres. De har måske før udført en opgave i tanken uden problemer og gør det igen, og pludselig en dag går det galt.

»Det er som russisk roulette, for gasserne er lumske, og man ved ikke, hvornår de er der,« siger han.

Han anbefaler, at man lader specialfirmaer, der har det nødvendige sikkerhedsudstyr, udføre reparationer.

Få eksperter til det

Ved arbejde i gylle- og fortanke skal man ifølge Tormod Overby bruge iltmaske. Desuden bør man have en sele om livet for det tilfælde, at man besvimer, og der skal være en talje, så man kan hejse den besvimede op.

»Det er umuligt for en person at trække en anden op alene,« siger han.

I øvrigt er det et krav, at leverandøren af anlægget sætter skilte op, der advarer om giftige gasser, og udleverer en brugsanvisning.

Heldigvis er gylleulykker ikke så almindelige som i 70’erne, hvor gylletanke var et forholdsvis nyt fænomen. Dengang var der cirka fem dødsulykker om året, og typisk døde flere, fordi de gik ned for at hjælpe en kammerat.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle