Flere penge til minivådområder

Alle ansøgninger fra 2019 om minivådområder, der opfylder kravene, kan få penge efter, at regeringen har afsat ekstra 60 mio. kr.

Hele 338 landmænd har i 2019 søgt om at få lov til at bygge et minivådområde på deres jord. Det betød, at puljen i første omgang var over-ansøgt, men nu har fødevareminister Mogens Jensen (S) afsat ydereligere 60,6 mio. kr.

Det betyder, at der i alt er 193,1 mio. kr. til indsatsen på området og, at alle ansøgninger, der lever op til kravene, kan få penge.

»Det er fantastisk, at der er så mange landmænd, der er klar til at trække i kedeldragterne og yde en ekstra indsats for vores fælles vandmiljø«, siger Mogens Jensen.

Minivådområderne er en vigtig del af Landbrugspakken, hvor anlæggene skal være med til at opsamle kvælstof fra landbruget i stedet for, at det havner i åer, fjorde og have.

»Jeg er stolt over, at så mange landmænd ønsker at tage helt konkret ansvar på fællesskabets vegne, for etableringen af et minivådområde er absolut ikke noget, man ’bare lige gør’«, siger L&F-formand Martin Merrild.

Hvis alle projekterne bliver til noget, kan det give en reduktion i kvælstofudledningen på 158 ton pr. år.

Pengene kommer fra EU’s Landdistriktsprogram, mens den danske statskasse bidrager med 17,5 mio. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle