Flittig og agtet sønderjyde

En kendt sønderjysk skikkelse blandt landbrugets folkevalgte, Arnum ved Gram, kan mandag 30. juni fejre 60 års fødselsdag.

Hans Pedersen Schmidt driver to ejendomme i Arnum med 150 hektar jord plus 50 hektar tilforpagtet samt tilladelse til en produktion på 8.500 svin årligt. Han har tillige gennem en årrække gjort en stor indsats som folkevalgt inden for landboforeningerne lokalt, regionalt og på landsplan. Hans Pedersen Schmidt var en af fortalerne for dannelsen af fusionen Sønderjysk Landboforening i 2000, som han i dag er næstformand for, og han var fortaler for at samle økonomirådgivningen i et nyt landbrugscenter, som blev bygget i Vojens.

Han har desuden siden 1996 været formand for Bygnings- og Maskinudvalget i Sønderjylland og dermed medlem af Landsudvalget for Byggeri og Teknik indtil omstruktureringen. I den sidste tid fra 2003 var han formand for udvalget, og han er i dag medlem af landbrugets arbejdsmiljøudvalg og Jordbrugets Arbejdsmiljøudvalg.

Hans Pedersen Schmidt er desuden medlem af Agromek-komiteen og AgroMark-komiteen og gør sig bemærket som næstformand for SPF Danmark.

Lokalt har han vist administrative evner og er indtrådt som fungerende direktør både i Sønderjysk Lbf. og i Husdyrformidling Syd i forbindelse med chefskifter. I sidstnævnte organisation, som havde en omsætning på 300 mio. kroner om året, fungerede Hans Pedersen Schmidt som daglig leder i seks måneder.

At han ud over at passe svinebesætning og ejendom med planteavl derhjemme sammen med en fuldtidsansat også har påtaget sig hvervet som medlem af Jordbrugskommissionen for Syddanmark Vest skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld.

Hans Pedersen Schmidt inviterer til åbent hus i anledning af fødselsdagen, og det sker mandag 30. juni klokken 17 i forsamlingshuset i Arnum.

-strup

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle