Foderfremstilling til flere ejendomme

Med nyt male- og blandeanlæg producerer Go-Gris I/S, der tæller fem ejere og syv ejendomme, dagligt foder til 1.600 søer med smågrise og 3.000 slagtesvin.

"Det er for at få et bedre foder og et billigere foder. Vi producerer selv al kornet."

Sådan lyder begrundelsen fra Mads Mogensen for et nyt, stort male- og blandeanlæg, der forleden var at se på ejendommen Stenkær ved Horsens.

Han vurderer, at der hermed laves et foder, der er 10 - 20 øre billigere pr. FE i forhold til indkøb af færdigfoder.

Det er et SKIOLD male- og blandeanlæg, der skal levere foder til svineproduktionen i Go-Gris I/S, som tæller fem ejere og syv ejendomme, hvoraf en dog er et rent planteavlsbrug.

De fem ejere er Poul Erik Mogensen og sønnerne Mads og Martin Mogensen, Hans Jørgen Mogensen samt Jonas Würtz.

"Der laves foder til alle søer og smågrise og 2.000 slagtesvin, og det køres herfra ud til de øvrige ejendomme," siger Jonas Würtz.

Produktionen i Go-Gris I/S tæller 750 søer og produktion af 15.000 slagtesvin og 5.000 smågrise.

Men dertil kommer, at en nabo er medejer af mølleriet og også får leveret foder, så der totalt blandes til 1.600 søer med smågrise og 3.000 slagtesvin.

I alt blandes cirka 100 ton foder pr. uge.

Den daglige drift af anlægget tager Mads Mogensen sig af, og han fragter også foder ud til de andre ejendomme. Det foregår med en HM Sneglevogn.

Formalingsgrad

Male- og blandeanlægget er opført i en eksisterende foderlade, der også tidligere rummede et blanderi, som dog kun lavede foder til grisene på denne ejendom.

Funktionen i anlægget er den, at råvarerne via kæderedlere doseres frem til en skivemølle.

"Skivemøllen er valgt, fordi den automatisk kan variere formalingsgraden i de enkelte blandinger. Til søerne males således, at 50 ¿ 60 procent har en partikelstørrelse under én millimeter, og i smågrise- og slagtesvineblandingerne er det 80 procent med en partikelstørrelse under én millimeter," forklarer salgskonsulent Peter Rosenbeck, SKIOLD.

Inden skivemøllen bliver korndelen sendt gennem en soldrenser, der frasorterer sand, sten, ukrudtsfrø med videre.

To blandere

Møllen formaler foderet direkte til to blandere. Når den ene blander er fyldt med råvarer tilsættes mineraler og fedt og herefter starter blandeprocessen.

Anlæggets fedttank rummer 11.000 liter, og der er otte mineralpåslag á 800 liter.

Mens der blandes i den ene blander, går møllen i gang med at formale til den anden blander. Herved opnås en kapacitet på 3 ¿ 3,5 ton i timen.

Begge blandere er forsynet med et selvrensende dysefilter, der fjerner kondens fra anlægget.

Fra blanderne afleveres foderet til en af fire udleveringssiloer, der hver rummer 15 ton. Foderet føres fra siloerne til vognen med kopelevator, og udleveringen sker med en kapacitet på 100 ton pr. time.

Styringen er en FlexMix pro, der kan håndtere to blandere og styre en individuel formaling på både recept- og komponentbasis.

owr@landbrugsavisen.dk

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle