Fodring kan påvirke soens mængde af råmælk

Ny forskning fra Aarhus Universitet, Foulum, viser, at fodringen i sidste del af drægtigheden spiller ind på mængden af råmælk.

Pattegrise fødes med meget små energidepoter. Derfor er de afhængige af hurtigt at få råmælk fra soen. Jo mere og jo bedre råmælk, der er til rådighed straks efter fødslen, jo større chance for at overleve.

»Derfor er interessant at undersøge, om fodringen i sidste del af drægtigheden spiller ind på pattegrisenes overlevelse,« siger seniorforsker Peter K. Theil, Institut for Husdyrvidenskab, Aarhus Universitet.

Fem forhold spiller ind

Teoretisk kan soens fodring have betydning for fem faktorer, nemlig:

1) energidepoterne hos pattegrisene, 2) størrelsen af soens råmælksproduktion, 3) tid efter fødsel for mælkeproduktionens start, 4) mængden af råmælk og 5) råmælkens sammensætning.

En gennemgang af forskningen på området viser, at soens fodring næppe påvirker pattegrisenes energidepoter, soens råmælksproduktion eller tidspunkt for mælkeproduktionens opstart.

»Derimod tyder det på, at man ved at ændre fodringen i den sidste del af drægtigheden kan øge energiforsyningen til pattegrisene via øget produktion af råmælk og til en vis grad også råmælkens sammensætning,« forklarer Peter K. Theil.

På den måde kan fodringen af soen spille ind på pattegrisenes overlevelse.

Det er foderets indhold af fedt og af fibre, der spiller ind på mængden og kvaliteten af råmælken.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle