Foreninger mødes i fri luft eller i cyberspace

Tre foreninger har fundet tre vidt forskel-lige modeller på generalforsamlinger under coronakrisen.

Landet over blomstrer det nu frem med kreative idéer til alternative måder at afvikle generalforsamlinger på i coronakrisens klamme skygge. Alene i Sagro har tre af ejerforeningerne lagt sig fast på tre helt forskellige modeller:

I Herning-Ikast Landboforening bliver generalforsamlingen afviklet som »digital generalforsamling« uden fysisk fremmøde.

Sydvestjysk Landboforening har valgt holde generalforsamlingen decentralt som maskinhus-møder på 10 forskellige adresser, hver med god plads til 10 medlemmer og masser af håndsprit.

Endelig har Holstebro Struer Landboforening valgt at tro på, at forsamlingsreglerne i juni vil tillade en udendørs generalforsamling under bøgetræer, mellem lyngklædte bakker i Sir Lyngbjerg uden for Holstebro.

10 maskinhuse

Den første af de tre generalforsamlinger afholdes af Sydvestjysk Landboforening, hvor medlemmerne 6. maj skal sætte kursen mod 10 forskellige adresser for at samles i maskinhuse og garager med op til 10 personer hvert sted, mens formand Niels Laursen live-sender sin beretning fra Sagros hus i Esbjerg.

»Vi gør det så levende som muligt. Vi vil gerne sikre, at bestyrelsen får et mandat til at arbejde. Det ville ikke være tilfældet, hvis vi bare havde suspenderet generalforsamlingen og udskudt den til næste år«, siger Niels Laursen.

Digitalt møde

Herning-Ikast Landboforening har af hensyn til forsamlingsforbuddet og smittefaren besluttet at gå rent digitalt med en generalforsamling uden personligt fremmøde 11. maj.

De medlemmer, som vil deltage, skal tilmelde sig på foreningens hjemmeside. Så vil de få tilsendt beretning og regnskab, ligesom der er et link, hvor man kan stemme på kandidater, godkende regnskab m.m. Alternativt kan man hente en papirudgave af beretning og stemmesedler i Sagro.

Formand Svend Agergaard er på det rene med, at digital generalforsamling er en fattig erstatning for kollegialt samvær.

»Der er mange, der kommer for det sociale, men det må vi tage efterfølgende, når vi kommer på den anden side af corona. Jeg håber, det bliver sidste gang, vi skal gøre det på denne måde«.

Helt ude i skoven

Holstebro-Struer Landboforening trækker generalforsamlingen til 19. juni i et optimistisk håb om, at forsamlingsforbuddet til den tid er lempet.

Foreningen har valgt en model, der bogstavelig talt er helt ude i skoven, nærmere betegnet i det historiske samlingssted Sir Lyngbjerg lidt uden for Holstebro, hvor mødet kan holdes i bøgeskoven under åben himmel. Skulle coronaregler til den tid lægge hindringer i vejen, har foreningen en elektronisk plan B. Den håber formand Kristian Gade ikke bliver aktuel.

»Vi har bestilt godt vejr. Vi glæder os til, at fru Frederiksen synes, vi skal gå gang i Danmark igen«.

Faktaboks

24 foreninger uden generalforsamling:

  • 16 landbo- og familielandbrugsforeninger nåede at holde generalforsamling inden coronatæppet gik ned. 24 måtte eller valgte at udsætte.
  • En coronasærhjemmel har gjort det muligt at afvikle rent virtuelle generalforsamlinger frem til otte uger efter forsamlingsforbuddets ophævelse. 
  • En generalforsamling kan kun springes helt over med medlemmernes udtrykkelige velsignelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle