Formand har ikke hørt mere fra grønne kritikere

Godsejer Carl Frederik Bruun blev mødt med en mur af mistillid fra de grønne organisationer, da han blev udnævnt til formand for Nationalpark Kongernes Nordsjæl-land. Siden har der været ro.

Der har været stille om Nationalpark Kongernes Nordsjælland siden den indledende ballade om udnævnelsen af en landmand, godsejer Carl Frederik Bruun, Esromgaard, til nationalparkformand i februar 2018.

Carl F. Bruun har derfor haft arbejdsro i de sidste par år til at få dannet hele basis for nationalparken, der er etableret sekretariat i Græsted og udnævnt bestyrelse og nationalparkråd.

»Efter opstarten har der faktisk ikke været mere snak om min person. Det har været en god proces og også personligt berigende at komme mere ind i naturproblematikkerne«, siger Carl Frederik Bruun.

Plan skal vedtages

Nu har det brede samarbejde mellem borgmestre, interesseorganisationer m.fl. udmøntet sig i en nationalparkplan med forslag til, hvordan nationalparken kan udvikles i de næste seks år.

Carl Bruun håber, planen kan vedtages i juni 2020.

»Vi skal til at realisere nogle af de tanker, vi har i vores nationalparkplan. Så må vi se, om der stadigvæk er ro på bagsmækken«.

Nationalparkplanen bygger på mere end 400 idéer og forslag inden for temaer som natur, kultur, formidling og friluftsliv.

Den er i høring til 4. marts og forleden var der borgermøde om planen. Her var det især færdsel i statsskovene, der fyldte, f.eks. »folk, der går tur kontra mountainbikes«.

Støtteregel er problem

82 pct. af arealet i nationalparken er statsejet, kun 14 pct. ejes af private. Lodsejerne mærker ikke forskel på før og nu - det er samme lovgivning, der gælder inden for og uden for nationalparken.

Carl F. Bruun håber dog, at der med tiden kan ske flere naturforbedrende tiltag på lodsejernes arealer med tilskud og støtteordninger som motor.

Men her er nationalparken løbet ind i et alvorligt problem: EUs regler om statsstøtte lægger loft over, hvor meget støtte der kan gives de enkelte projekter.

»Det er en stor hæmsko for vores arbejde, at vi ikke kan give den støtte, der skal til«, siger Carl Bruun.

Han og de øvrige nationalparkformænd rejser nu sagen politisk i håb om at få en form for gruppefritagelse for EUs »de minimis« regler.

Faktaboks

Godsejer, landmand og formand:

  • Godsejer, agrarøkonom Carl Frederik Bruun (63) er tredje generation på Esromgaard ved Esrum Sø, som ligger midt i Kongernes Nordsjælland.
  • Det er Danmarks næstældste større landbrug og dateres tilbage til år 1151, hvor jorderne var klosterjord. 
  • Gården var avlsgård under Esrum Kloster fra 1551 til 1852, hvor den blev solgt på auktion. Carl Bruun overtog gården i 1992.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle