Det er generalforsamlingstid i dansk landbrug. Vanen tro mødes de aktive i disse marts-dage landet over for at møde kolleger, godkende regnskab, vælge bestyrelsen og lytte til formandens beretning. Bevares, mange steder meldes om faldende deltagerantal, men landbruget er stadig langt foran andre, når det handler om at trække folk af huse og vedligeholde det lokale demokrati.
Så generalforsamlingerne og især beretningerne er vigtige. Det er her, formanden sætter tonen, vurderer tilstanden i erhvervet og ikke mindst tegner sit billede af, hvordan verdenssituationen ser ud. Det er her, han skal fungere som det helt afgørende bindeled mellem medlemmerne og deres organisation.
Og hvordan er situationen så lige nu? Økonomisk varierer det stærkt fra sektor til sektor, men generelt går det lige nu rimeligt fornuftigt. Tallene kunne være bedre, og indtjeningen står stadig langtfra mål med det arbejde, landmanden dagligt lægger i sin bedrift. Slagtesvinesektoren har store problemer, men kornprisen er langt fra tidligere tiders bundniveau, renten er lav og mælkeprisen rekordhøj.
Politisk får vi stadig mange helt urimelige tiltag, senest det tåbelige regelsæt omkring skråninger. Det går skuffende langsomt med at omsætte de gode tanker fra Natur- og Landbrugskommissionen til virkelighed. Men det ændrer ikke ved, at landbruget det sidste år, alle tidslerne til trods, har haft mere politisk medvind end vel nok nogensinde siden 70erne. Det skal vi turde erkende og være stolte af.
Selvfølgelig skal en beretning bruges til at skælde ud på urimelige regler og indgreb og til at påpege, at indtjeningen skal markant i vejret. Men det er for nemt kun at remse alle bedrøvelighederne op. Det handler også om at skabe optimisme hos kollegerne. Troen på fremtiden og troen på, at indsatsen virker, kommer kun, hvis formændene også tør fortælle om sejrene.
