Frøgræs tidligt på skår

De første frøgræsmarker med engrapgræs og stivbladet svingel er nu lagt på skår, og sidst i denne uge vil de første marker med engrapgræs blive høstet, hvis vejret er til det, oplyser Stig Oddershede, der er avlschef for DLF-Trifolium på Lolland-Falster-Møn.

"Også engsvingel er stort set lagt på skår alt sammen. Det er tidligere end normalt, men stort set på samme tid som sidste år, hvor foråret også kom tidligt," siger Stig Oddershede.

"I år er årsagen til den tidlige høst dog snarere tørken, som har forceret væksten og afkortet perioden frem til blomstringen. Det vil helt sikkert betyde, at der høstes lettere frø, og i nogle tilfælde er der tale om reel nødmodning, alt efter boniteten. På de letteste jorde bliver der ikke meget."

Stig Oddershede vurderer, at alm. rajgræs er hårdest ramt af tørken, mens eksempelvis hvidkløver tegner lovende, selv om der tidligere på foråret blev forudset problemer med bestøvning som følge af udbredt bidød.

"Hvidkløveren ser lidt kort ud, men der er sket en god bestøvning, så de bier, der var, må have arbejdet hårdt. Fra biavlere hører jeg da også om gode udbytter af honning," siger Stig Oddershede.

Hans kollega, Erling Christoffersen, som er avlschef i Sydjylland, på Fyn og Langeland, oplyser, at det første engrapgræs er skårlagt på Langeland, samt at hundegræs og senere stivbladet svingel vil følge hurtigt efter.

"Det er sjældent, at vi skårlægger 23. juni, og det er naturligvis udtryk for tørkens virkning," siger Erling Christoffersen.

"Tørken har ramt meget forskelligt, og skadevirkningerne vil være lige så forskellige. Jeg skal ikke spå om høstresultatet, men det tyder ikke på en høst, som det er værd at råbe hurra for."

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle