Alle ved, at fosfor er et essentielt næringsstof både for planter og dyr, og at mængden af fosfor i verdens miner er begrænset. Helt modsat kvælstof, der som bekendt kan udvindes fra den blotte luft, blot man tilfører energi til processen. Den mængde fosfor, der nu resterer på jordkloden, dækker i omegnen af 75-100 års forbrug. Længe nok for de fleste af denne avis' læsere! Men mere interessant er det, at den fordobling af prisen, vi har set, vil bide sig fast i den kommende periode. Og sikkert blive fulgt af yderligere stigninger, for i takt med, at fosforminerne tømmes, bliver fosfor er magtfaktor på linje med råolie.

Kina er verdens største producent af fosfor-gødning men beholder det meste af produktionen selv. Største eksportører er Marokko, USA og Rusland, hvor Rusland leverer en god del af den DAP, vi bruger i Danmark.

Verdens reserver

Desværre ligger hele 80 pct. af verdens kendte fosforreserver i nordafrikanske lande som Marokko, Egypten, Libyen, Tunesien og i mellemøstens Jordan og Syrien. Når de lettilgængelige ressourcer om nogle årtier bliver knappe, vil reserverne i Nordafrika få en meget magtfuld position. Og kombinationen af få udbydere af en essentiel vare kender vi alt for godt fra råolien, endda med producenter som befinder sig i samme ustabile region i verden.

På kort sigt:

I de nærmeste år vil prisen på fosfor variere med to hovedemner: Afgrødeprisen og producenternes evne til at holde produktionen nede og undgå lageropbygning. I den indeværende sæson ser vi priser på ca. 13-15 kr. pr. kg P i en svag omsætning. Der har den seneste måned været en tendens til små fald som følge af dårligt salg på verdensplan. Men store lande, som er dybt afhængige af fosforimport, f.eks. Indien, ventes snart at gå på markedet og holde prisen oppe.

På langt sigt:

Fosfor bliver dyrere på langt sigt men ikke eksplosivt. Med en stigende pris for fosfor betaler det sig at udnytte de svage aflejringer, som hidtil har ligget urørt. Hertil kommer, som vi har set for råolien i den seneste tid, en udvikling af nye metoder i fosfatminerne til bedre udnyttelse af de kendte reserver. Men de 'lavest hængende frugter' er plukket, og produktionsprisen for fosfor med nye teknikker vil næppe kunne matche de priser, vi har kendt frem til 2007, hvor en P-pris på 7-8 kr. pr. kg, var almindeligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle