Frihandel til debat på Plantekongres 2017

Er vi sidste generation med frihandel?

Sådan lyder overskriften på et af de mange indlæg på årets plantekongres, der finder sted i Herning tirsdag og onsdag i næste uge.

Spørgeren - og oplægsholderen – er Anna de Klauman, tidligere handelspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer, nu statskonsulent på den danske ambassade i Washington, hvor hun bl.a. arbejder med at rådgive regeringen i handelsspørgsmål.

Fredag i næste uge tiltræder Donald Trump som præsident i USA, og føres hans idéer ud i livet, kan det få konsekvenser for dansk landbrug, spår Ivar Ravn, direktør i Seges, som har inviteret Anna de Klauman til Herning for at tale om emnet.

»Frihandel er meget vigtigt for dansk landbrug. Og når vi kigger os omkring, så er der altså rigtigt mange trusler at se. Anti-globaliseringen vinder frem overalt, og det kan få store konsekvenser for vores adgang til mange markeder,« siger Ivar Ravn.

Han tilføjer, at det selvsagt må skabe bekymring hos de fleste, når Trump siger »Put America First« og opfordrer deltagerne på plantekongressen til at lægge vejen forbi og høre Anna de Klaumans indlæg.

»Hun er en af dem, der er allerbedst klædt på til at levere en præcis analyse af, hvor dybt modviljen mod frihandel egentligt stikker, både i USA og i resten af verden. Hendes indsigt vil kunne give en indikation af, om vi skal tro på de gamle markeder eller intensivere arbejdet for at finde nye, eller ultimativt afvikle produktion i retning af ren hjemmemarkedsproduktion,« siger Ivar Ravn.

Ud over de faglige udstillinger og indlæg på plantekongressen bliver det også muligt blandt meget andet at høre indlæg af journalist Anders Agger om dyrkning af protein i havet, om Møllerup Gods, Urban Farming og om rådgivning i det postfaktuelle samfund.

Faktaboks

Plantekongres 2017

  • Årets plantekongres finder sted 17. og 18. januar i Herning Kongrescenter, hvor der er 92 sessioner og 178 indlæg. Der forventes ca. 2.000 gæster til arrangementet.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle