Fugleinfluenza koster 60-100 mio.

Udbruddet af fugleinfluenza har i denne ombæring været langt mindre end det sidste store udbrud.

Chefkonsulent Stig Munck Larsen, Markedsadgang i Landbrug & Fødevarer, estimerer det samlede tab til at være på 60-100 mio. kr. og dermed cirka halvt så stort som ved sidste udbrud i 2006, hvor tabet var opgjort til omtrent 200 mio. kr.

»Det seneste udbrud af fugleinfluenza resulterede i lukningen af flere af Danmarks eksportmarkeder for fjerkræ. Samlet set forventes tabet at udgøre omkring fem til 10 mio. pr. måned,« siger Stig Munck Larsen.

Det direkte tab over en tremåneders periode, hvor Danmark ifølge internationale regler som minimum har haft status som et land med udbrud af højpatogen fugleinfluenza, kan opgøres til 15-30 mio. kr., vurderer han.

De følgende måneder bliver tabet mindre i takt med, at flere lande åbner for dansk eksport af fjerkrækød.

»Det samlede tab skønnes dermed at udgøre omkring halvdelen af tabet i forbindelse med det seneste store udbrud for 10 år siden,« siger Stig Munck Larsen og fortæller, at det bl.a. skyldes, at der er færre markeder, der er lukket i forhold til sidste udbrud.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle