Generationsskiftet skal forberedes

Patriotisk Selskab starter netværksgruppe med henblik på generationsskiftet på større landbrug.

»Generationsskiftet er en mere kompleks proces, end de fleste forestiller sig. Det rummer en række praktiske udfordringer, som man bør forberede sig på - og der kan være mange følelser involveret.«

Det siger afdelingsleder Lisbeth Shooter, Patriotisk Selskab, om et nyt netværkskursus, som Patriotisk har taget initiativ til med henblik på at hjælpe og smidiggøre generationsskiftet på større landbrug.

Netværket, der betegnes »Next Generations«, gennemføres med syv kursusmoduler fra februar 2014 og et år frem. Kurset afvikles som halvdagsmøder hver anden måned, enten hos Patriotisk i Odense eller ude hos en af deltagerne i gruppen.

På hvert modul behandles et emne, eksempelvis strategi og økonomistyring, skat og etablering, kontrakter og forpagtning, finansiering samt flere andre. Og landmænd, der har prøvet generationsskiftet, vil fortælle om deres erfaringer.

»Vi håber, at deltagerne vil danne en netværksgruppe, som kan være til gavn for dem på længere sigt,« siger Lisbeth Shooter.

 

Husk de bløde værdier

At generationsskiftet er en omfattende og kompliceret øvelse, har Birthe og Poul Martin Egdal mærket på egen krop. De overtog pr. 1. juli 2013 Sandager Skovgaard på Midtfyn fra Jens Egdal - en bedrift med 1.300 søer i opformering, cirka 600 hektar jord og 15 fast ansatte medarbejdere. Generationsskiftet var under vejs siden 2006, fortæller Birthe Egdal, der selv har undervist i generationsskift på Dalum Landbrugsskole.

»Alt det økonomiske er naturligvis omfattende og vigtigt. Men lige så vigtigt er alt »kittet mellem murstenene«. Det er de bløde ting med familien, medarbejderne, og at der er forskellige værdisæt og kultur mellem de to generationer,« siger hun.

På Sandager Skovgård valgte man ikke et glidende generationsskift i form af I/S, men en ren handel.

»Det er vigtigt, at man sætter deadlines og ikke udsætter beslutninger den ene gang efter den anden,« lyder en erfaring fra Birthe Egdal.

Processen hen mod generationsskiftet var lang, men de nye ejere af bedriften ser tilbage på den med tilfredshed. Jens Egdal kommer stadig på bedriften næsten daglig - bl.a. som sparringspartner for den nye generation.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle