Genindfør støtte til læhegn

Sagen om tilskud til plantning tages nu op i Folketingets Miljøudvalg.

Genindfør tilskuddet til plantning af læhegn og vildtremiser straks igen.

Sådan lød det fra medlemmerne af Folketingets Landdistriktsudvalg, der forleden havde skovrider Rasmus Grønborg Bak, Skovdyrkerne, til at fortælle om konsekvenserne af at sløjfe støtten til plantning af læhegn, vildtremiser mm.

Efter mere end 40 år var tilskuddet på 15 mio. kr. om året, og pludselig blevet det fjernet, da den seneste udgave af landdistriktsprogrammet blev fremlagt for en måned siden. Men står det til Landdistriktsudvalget, skal tilskuddet straks indføres igen.

På mødet deltog 10 folketingsmedlemmer fra både S, R, SF og V. Efter mange spørgsmål og forklaringer var de enige om, at det også fremover skal være muligt at få tilskud til plantning af læhegn, vildtremiser mm.

»Alle mente, at det er en klokkeklar og god sag og, at ordningen skal fortsætte,« siger en glad Rasmus Grønborg Bak efter mødet, hvor spørgelysten var meget stor.

»Det var ikke alle, der kendte tilskudsordningen og forstod, hvorfor 60 procent i tilskud er nødvendigt. Jeg fik mulighed for at sætte alle ind i, hvor stor betydning støtteordningen har og, at der, hvis støtten fjernes, bliver plantet langt færre planter og, at det vil være planter, der ud fra et æstetisk og naturmæssigt synspunkt er uønskede,« siger Rasmus Grønborg Bak.

Udvalget anbefalede, at sagen skal op på det næste møde i Miljøudvalget og, at både Fødevareudvalget og miljø- og fødevareministrene skal inviteres til mødet.

»Det er det næste step, og jeg har en rigtig god fornemmelse af, at vi nok skal få tilskuddet til plantning tilbage og, at der igen kommer vind i læghegnene,« siger Rasmus Grønborg Bak.

At der plantes langt færre planter, hvis støtten falder, ses tydeligt ud fra tidligere erfaringer med beskæring af støtten.

I 2001 var støtten på cirka 35 mio. kr., og der blev plantet over tre mio. planter. Siden er støtten sat ned til cirka 15 mio. kr., og der plantes nu kun knap 750.000 planter om året,

»Hvis støtten fjernes helt, tror jeg, at vi lander helt nede på cirka syv procent af, hvad der blev plantet før årtusindskiftet. Der vil blive plantet flere hurtige og billige hegn af sitka og poppel, og der bliver færre ledelinjer og trædesten i landskabet for flora og fauna,« siger Jan Svejgaard Jensen, leder af Plantning & Landskab.

Faktaboks

Støtte til plantning

  • I 2015: 15 mio. kr.
  • Dækker 60 procent af udgifterne.
  • De seneste 38 år er der plantet 27.000 km læhegn og 5.000 hektar småbiotoper. 
  • I 2015 plantes cirka 140 km læ og 40 hektar biotoper.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle