Giv sent sået vintersæd et pust mod ukrudt

Bekæmp ukrudt i efteråret som hovedregel. I nogle tilfælde kan sprøjtningen udskydes til foråret - især for meget bløde marker.

I de sent såede vintersædmarker er ukrudtet stadig meget småt - eller måske knap nok kommet op. Og mange er måske fristet til at udskyde ukrudtsprøjtningen til foråret. Men er det overhovedet en god ide?

LandbrugsAvisen Agro har spurgt landskonsulent Poul Henning Petersen fra Videncentret for landbrug:

"Hvis man har græsukrudt eller tokimbladede arter som stedmoder, ærenpris og tvetand, som alle er svære at bekæmpe i foråret, ja, så er det vigtigt at ukrudtssprøjte i efteråret. Også på meget småt ukrudt," siger han.

Han anbefaler, at man følger samme dosering og middelvalg som anbefalet først på sæsonen.

"Man kommer rigtig langt med en blanding af to eller tre af jordmidlerne DFF, Boxer og Stomp."

Bladmidler

Poul Henning Petersen påpeger dog, at det kan være nødvendigt at tage lidt bladmiddel som Oxitril eller lignende med, hvis man ud over græsserne også kan se fremspiring af en del tokimbladet ukrudt.

Bladmidlerne virker bedst, når det tokimbladede ukrudt har 0-2 løvblade.

Efterår eller forår

Om der er græsser i marken eller ej, afhænger meget af sædskiftet.

"Sædskifter med megen vintersæd giver meget græsukrudt. Men dyrker man megen vårsæd eller specialafgrøder, ja, så ser man stadig marker uden særlig meget græsukrudt," siger landskonsulenten.

Har man heller ikke ret mange stedmoder, ærenpris og tvetand - men mere kamille og fuglegræs, ja, så kan man godt vente til foråret, lyder konklusionen.

"Når vi er så sent på året, er det altid en afvejning af, hvor godt der er at køre derude i forhold til, hvor nødvendigt det er at sprøjte. Det kan jo også være rigtig ærgerligt at skulle trækkes med dybe spor i markerne resten af vækstsæsonen."

Hvor længe

Efteråret har hidtidig været meget lunt. Og hvor længe kan man egentlig blive ved med at sprøjte?

"Så længe der er vækst, kan man ukrudtssprøjte vintersæden. Også selvom der er kortere perioder med lidt frostvejr indimellem - for kort efter er planterne atter i vækst," siger Poul Henning Petersen.

Man bør dog aldrig sprøjte med udsigt til frost, selvom det er kortvarigt. Så skal man lige vente et par dage.

"Er der derimod udsigt til længere frostvejrsperioder eller decideret vintervejr, ja, så er det nok ved at være slut for i år. Og kommer vi først ind i december, er det de færreste år, man kan blive ved at ukrudtssprøjte vintersæden."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle