Glemte dunke straffet som ulovlig import

Et par glemte pesticiddunke gav landmand en bøde på størrelse med ulovlig import fra udlandet.

Det gælder om at rydde godt op i pesticidlageret, for ellers risikerer man store bøder.

Det har en landmand på sydhavsøerne erfaret, og han og hans konsulent mener ikke, forseelsen står mål med bødens størrelse.

»Jeg kan ikke forstå, at dunke med udløbne registreringsnumre skal straffes lige så hårdt, som hvis man tager til Tyskland og køber ulovlige midler og snyder med afgifter og sprøjtejournal,« siger Bo J. M. Secher, chefkonsulent for planteavl i DLS.

Lovlige aktivstoffer

Landmanden, der ikke ønsker at stå frem, men hvis navn er kendt af redaktionen, fik i efteråret 2013 kontrol på sit pesticidlager. Kontrolløren fandt ved den lejlighed to midler, hvis registreringsnumre var udløbet juli 2013, og to midler, hvis numre var udløbet i 2012. Og når registreringsnumrene er udløbet, må midlerne ikke bruges eller forefindes

Bo J. M. Secher undrer sig over, at myndighederne farer så hårdt frem.

»Selvfølgelig burde de ikke være der, men der er tale om aktivstoffer, der stadig er lovlige at bruge,« siger han.

Når registreringsnummeret er udløbet, kan det være, fordi formuleringen af midlerne kan være ændret lidt.

»I det her tilfælde var den største mængde midlet Sweedane MCPA, som blot har fået ny importør og ikke er ændret det mindste,« siger Bo J. M. Secher.

Ikke desto mindre har NaturErhvervstyrelsen meldt landmanden til politiet med et forslag om en bøde på mindst 8.200 kr. for forglemmelsen, ud over at midlerne er sendt til destruktion.

»Jeg mener ikke, at det bødemæssigt burde sidestilles med ulovlig import, så der er her tale om en administrativ overimplementering af kemikalielovgivningen,« siger han.

Ulovlig import er værre

Hos Miljøstyrelsen, der står bag regelsættet ønsker kontorchef Mette Hyldebrandt-Larsen ikke udtale sig om den konkrete sag, da det er NaturErhvervstyrelsen, der håndhæver loven.

»Men det er klart, at ulovlig import af pesticider alt andet lige vil være en mere alvorlig overtrædelse end besiddelse af ikke længere godkendte pesticider,« siger hun.

Pernille Balslev-Erichsen, enhedschef i NaturErhvervstyrelsen mener ikke, man kan sammenligne bøder på tværs. Hun henviser til, at hvis man ikke er tilfreds med bødens størrelse, kan man få sagen prøvet ved domstolen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle