God økonomi med ideer fra New Zealand

År efter år ligger Søren Madsen i top med økonomi. Hans ideer kommer fra New Zealand og giver afvekslende arbejdsdage.

Da Søren Madsen fra Sydsjælland var 18 år, fik han arbejde i New Zealand.

Det kom til at betyde en omvæltning for hans liv som landmand. En omvæltning, der også har været med til at skabe en god økonomi på Salsbjergård. År efter år lander Søren Madsen øverst i kvægnøglen.

Sæsonkælvninger er nøgleordet i Søren Madsens produktion.

Ordet dækker over, at køerne kælver på samme tid på året, de goldes på samme tid, og de er højt-ydende på samme tid.

»Sæsonkælvningerne er med til at give os nogle rationelle arbejdsgange. Men samtidig skaber det afveksling, så man ikke skal lave det samme dag ud og dag ind hen over hele året,« forklarer Søren Madsen.

»Vi har fået skabt enkle, rationelle arbejdsgange, som også økonomisk har vist sig at være meget fordelagtige,« fortsætter han.

I forhold til landmændene på New Zealand har Søren Madsen dog vendt året rundt: »På New Zealand kælver køerne i de sidste vintermåneder. Vores køer kælver om sommeren.«

»Vi udnytter den korte, gode sommer i Danmark til at opdrætte kalve i,« fortsætter han.

Køerne bliver goldet af på åben mark og til at få dem med kalv igen inden lysmængden falder for meget om efteråret.

Alle køer goldes i maj og kælver fra midt i juni frem til omkring 20. august.

Det betyder, at alle kalve opdrættes i den samme store flok. Er det ikke farligt? - har mange af advarslerne lydt.

Søren Madsens erfaring er den modsatte:

»Når kalvestalden står tom i så lang tid, når den at blive helt tørret ud, inden der igen kommer nye kalve i den. Det er med til at sikre en høj sundhed,« forklarer Søren Madsen, der da også har en ekstremt lav kalvedødelighed.

»Da jeg skulle overbevise min far om, at vi skulle prøve systemet, var han overbevist om, at alle vores småkalve ville dø som fluer. Det har vist sig ikke at være tilfældet,« smiler Søren.

»Det er i virkeligheden en af de rigtig stærke sider i systemet, fordi vi får brudt cyklus med virus og bakterier.«

Faktaboks

3 Styrker

  1. Drejebog: Sæsonkælvningerne er drejebogen, som styrer, hvordan tingene gøres hen over året. 
  2. Enkelhed: Tingene skal gøres så enkle som muligt. Det gælder blandt andet måden, der er bygget på. Desuden er der kun lidt teknik. 
  3. Ansatte: God mandskabspleje

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle