God effekt på grisenes sundhed

I udlandet bruges cikorie som sukkererstatning for diabetikere.

Cikorieplanten kendes måske bedst af ældre personer, der husker krigens tid, hvor tørret og formalet cikorierod blev anvendt som kaffeerstatning. I de seneste år er planten testet som efterafgrøde, men på kort sigt ser Bjarne Nygaard, DanCikorie, primært cikorierodens fremtidige berettigelse som et tørret og formalet tilsætningsstof til svinefoder.

Både i praksis og i forsøg er det nemlig påvist, at tilsætning af cikorie til svinefoder har flere gavnlige egenskaber, eksempelvis færre problemer med farefeber og mavesår hos søer, mindre ornelugt fra slagtesvin, mindre udledning af ammoniak og endda gavnlig effekt over for alvorlige sygdomme som lawsonia og dysenteri.

"Det har indtil videre været nemt at sælge til svineproducenter. En fabrikant, der fremstiller hundefoder, blander det i alt foderet," siger Bjarne Nygaard, der selv får tørret, formalet og opsækket cikorierødderne som mel.

Færdigvaren udgør cirka 20 procent af røddernes totalvægt.

Inulin er sundt

Det er for længst erkendt, at cikorie også har sundhedsfremmende egenskaber for mennesker. Tørret cikorierod indeholder 50-60 procent af stoffet inulin, der i udlandet bruges til blandt andet sukkererstatning til diabetikere og overvægtige samt til helsekost.

Men at udvinde inulin til human brug vil kræve et fabriksanlæg i stil med en sukkerfabrik, og da sukkerfabrikken i Assens lukkede for sukkerroer i 2006, var produktionen af cikorie på Fyn ikke så langt fremme, at der var basis for en overtagelse. En arbejdsgruppe ved navn Cikoriegruppen bestående af landmænd, forskere, firmafolk og andre arbejder på at fremme kendskabet til dyrkningen og brugen af cikorie.

"Det er ikke så svært, selv om vi har en del at lære endnu," siger Bjarne Nygaard.

Med den store danske svineproduktion tror han mest på svineproducenterne som stabile aftagere af produktet. En anden niche er dog også en mulighed: I Frankrig dyrkes hvert år cikorie på cirka 25.000 hektar som julesalat.

Læs mere

www.cikorie.com og www.dancikorie.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle