God nyhed: Større glæde ved maden

Coronakrisen har sat dybe spor i forbrugsmønstrene over hele verden. Nogle ting vil blive hængende, og andre vil nok vise sig at være døgnfluer.

Mere online-handel er en af de forbruger-tendenser, som coronakrisen har sat ekstra skub i, og hvis man spørger analysechef Per Vesterbæk i L&F, er det også en af ændringer, der sandsynligvis bliver hængende, når krisen på et tidspunkt er drevet over:

»Jeg er ret sikker på, at forbrugerne har vænnet sig til, at det er nemt og tidsbesparende at få varerne leveret. Derfor tror jeg, at omfanget af online-handel vil stige endnu mere, selv om det allerede er gået gevaldigt i vejret«, siger Per Vesterbæk, der beskæftiger sig med forbrugerøkonomi og statistik.

Per Vesterbæks antagelse er da også helt i tråd med den satsning på nye online-platforme, som Salling Group, der står bag supermarkedskæderne Netto, Føtex og Bilka, netop har annonceret, at de vil bruge en halv mia. kr. på.

Vi er bekymrede

I L&F følger man nøje med i forbrugernes valg og vaner, og ikke mindst her under coronakrisen er der sket store ændringer. Flere analyseinstitutter har i den forbindelse spurgt befolkningen og analyseret deres adfærd og holdninger og gennemtrawlet nettet for at se, hvad der bliver søgt efter.

Alt det er der kommet en endnu ikke offentliggjort rapport ud af (Covid-19s indflydelse på forbrugertrends).

»Helt overordnet handler det om, at forbrugerne er bekymrede for både deres økonomi og deres sundhed. Mange har arbejdet hjemme, og det har resulteret i et større forbrug af basisprodukter som mel, ris og pasta, og folk har været meget optaget af at bage«, fortæller Per Vesterbæk og tilføjer:

»Noget af det vil forsvinde igen, når folk begynder at gå på arbejde igen, men jeg gætter på, at tendensen med, at vi er blevet mere optaget af, hvad der holder os sunde, vil vare ved«.

Betydning for landbrug

Så vidt tendenserne, som sådan set er klare nok, men hvilken betydning det har for landmanden, er for tidligt at konkludere noget om, mener Per Vesterbæk.

»Vi skal alle have mad, men om vi begynder at spise mere fastfood og tager på McDonald’s igen, ved vi reelt ikke noget om«.

»Under tidligere kriser har vi set, at noget af forbruget sætter aftryk, men meget også vil falde tilbage igen«.

»Grundlæggende tror jeg mest på, at det, at folk har opdaget mulighederne for at få fødevarerne leveret og maden lavet og leveret af andre, er det, der vil sætte sig bedst fast«.

»Men der er også trends, der peger lidt i en anden retning, for mange svarer, at de regner med at lave mad oftere derhjemme. Der er også trends, der går i retning af, at folk vil gøre mere ud af maden og gerne handle og støtte lokale producenter«, siger Per Vesterbæk og sammenfatter det med ordet madglæde.

»Ser man samlet på det, er det jo en god ting for landbruget, når forbrugerne gerne vil fødevarerne og måske også betale det, som det koster«, fortæller Per Vesterbæk.

Faktaboks

Forbrugertrends: Vi skruer op for madglæden:

  • Forbrugerene er bekymrede og googler typisk emner som sundhed og økonomi.
  • I Norge har man registreret mindre madspild, som kan være udtryk for, at vi opfører os mere rationelt - og måske, at de, der arbejder hjemme, tømmer køleskabet.
  • Mad og drikke bliver handlet online.
  • Mange vil gerne støtte det lokale og de varer, der er produceret tæt på. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle