Græs til grise: Et skridt nærmere

Der er stadig mange ubekendte i græsproteiner, men Vestjyllands Andel melder klar til at gå videre. Vigtigst for direktør Steen Bitsch er at finde partnere, så indtjeningen bliver i landbruget.

Vestjyllands Andel er klar til at satse endnu mere på græsproteiner.

De sidste fem år har man sammen med blandt andet Foulum forsket i at forvandle græs til spiselige proteiner til grise. Og selv om produktionen endnu kun er i testfasen, og det ikke er klart, om der er et egentligt forretningsgrundlag, tager grovvareselskabet nu endnu en række skridt frem.

Måske kan der være storskalaproduktion i testfase allerede senere i år, melder adm. direktør Steen Bitsch fra Vestjyllands Andel.

»Nu er vi så tæt på skiven, at vi begynder at tro på, at vi kan få det til at lykkes. Vi kan lave et protein, som grisene kan gro af«, siger han.

»Vi ved endnu ikke, hvordan man gør på den store kommercielle klinge. Men jeg tror, at vi knækker den kode på en eller anden måde. I Vestjyllands Andel håber vi, at vi kan blive en del af et projekt, hvor vi laver et lidt større skala-anlæg. Jeg håber, at vi kan komme i gang til sommer«, siger direktøren, der dog ikke kan fortælle nærmere om partnere, størrelse eller budget endnu.

Indtil videre har Vestjyllands Andel investeret 20 mio. kr. i anlæg til at håndtere græsproteiner.

Den nuværende testfase på Foulum har givet 1000 kg slutprodukt, der er anvendt til grisefoder. Netop denne uge blev det prøvesmagt hos Danish Crowns økodivision Friland.

Vil undgå krejlere

Ud over at rent praktisk at få produktionen af græs-proteinet til at fungere, er der en længere række af udfordringer, der skal håndteres, før en egentlig forretningsmodel hænger sammen.

Centralt er håndteringen af biomassen, der skal i biogasanlæg. Her tager Vestjyllands Andel nu et afgørende skridt.

»Mange af vores ejere har biogasanlæg. I dag bliver grønne certifikater distribueret af krejlere og mellemhandlere, så alle andre end landmændene scorer gevinsten på dem. Nu vil vi sammen med vores partnere lave et selskab, hvor vi håndterer de certifikater«, forklarer Steen Bitsch.

Vestjyllands Andel er derfor sammen med Jysk Energi og en række biogas-selskaber ejet af landmænd på vej til at stifte et selskab, der skal håndtere certificering af den biogas, der måtte komme ud af biomassen fra græs-produktionen.

Klar til test i stor skala

Sideløbende arbejdes der altså på et storskala-testanlæg.

Centralt er at få produktionsprisen på proteinerne ned. Men også at finde bedst mulig afsætning på de mange rest- og sideprodukter.

»Der er nogle store logistiske udfordringer i det, hvor koden ikke er knækket endnu. Det nytter ikke noget at lave en grøn omstilling, hvis ikke den er grøn, økonomisk og bæredygtig, eller hvis vi skal transportere store mængder biomasse rundt«, siger Steen Bitsch om udfordringerne.

Han mener dog stadig, at græsprotein har en fremtid.

»Jeg tror på det. Det er der nogen, der skal gøre. Ellers bliver det aldrig til noget«, konstaterer han.

Faktaboks

Biogas certifikater:

  • Biogas, som opgraderes til naturgaskvalitet, udløser et grønt certifikat for hver kubikmeter gas, der pumpes ud på naturgasnettet. 
  • Certifikaternes værdi kan hæves ved at anlægget bæredygtighedscertificeres, fordi gassen bl.a. kan bruges i transportsektoren. 
  • Det betyder, at biogas-selskabet kan få en højere varepris. En certificering giver også mulighed for salg af gas til eksport.
  • Køberne af certifikaterne er forbrugere eller virksomheder, der ønsker at dokumentere, at de handler bæredygtigt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle