Årets svineelev skal findes

Årets elev i svineproduktionen skal findes for sjette gang. Seges Svineproduktion efterlyser kandidater.

Det er ingen hemmelighed, at dansk svineproduktion godt kan bruge mange flere elever.

Derfor værner sektoren godt om kåringen af årets svineelev for, at andre udefra også kan blive opmærksom på svineproduktionen og dens jobmuligheder.

I år kører kåringen for sjette gang og bliver vanen tro kåret på årsmødet ved Svinekongressen i uge 43.

Ny procedure for udvælgelse

Sidste år løb Anne Jensen, elev på Siljebjerggaard ved Brædstrup, med hæderen.

Hun var med i puljen af unge svineelever, som var indstillet af elevernes skoler, men i år er selve udvælgelsesproceduren ændret.

Det fortæller Rikke Ingeman Svarrer, projektchef i Seges Svineproduktion:

»For første gang kan man som svineproducent selv direkte indstille en elev. Så hvis de har en elev, som de synes træder positivt ud - er en god ambassadør for branchen, og som udviser faglighed, initiativ, nysgerrighed og innovation, så skal de indstille vedkommende til årets elev«.

Hun oplyser, at arbejdsgiveren skal udarbejde en begrundet indstilling, og eleven selv skal også begrunde, hvorfor de skal være årets elev.

Indstillingsformen er fri og kan være en form af lydfiler, video, PowerPoint, Word eller andet. Dog skal indstillingerne have et maksimalt omfang på to A4 siders tekst eller kunne afvikles på fem minuter, hvis indstillingen f.eks. er en video.

»Der lægges vægt på, at eleven er en god ambassadør for branchen. Vinderen er ikke nødvendigvis en frembrusende elev eller en elev med gode skriftlige færdigheder, men en elev, der brænder for svineproduktionen«, fastslår Rikke Ingeman Svarrer.

Gode præmier

Vinderen, men også de elever, der får en anden- og tredjeplads, kan se frem til flotte præmier, som er sponsoreret af Danfoss.

Vinderen har således udsigt til en pengepræmie på 6.000 kr., en go-kart-tur med sin arbejdsplads og ikke mindst kage til elevens skole.

Anden- og tredjepladsen bliver beriget med tilsvarende præmier, dog er pengepræmien reduceret til henholdsvis 3.000 og 1.000 kr.

Danfoss er ud over at være sponsor for kåringen med i den komité, som vælger de tre bedste elever.

Komitéen består derudover af arbejdsgiveren fra sidste års vinder, en forstander og en studievejleder fra landbrugsskolerne, projektleder for Pig Academy, en journalist fra LandbrugsAvisen og et bestyrelsesmedlem fra Seges Svineproduktion.

Faktaboks

Konkurrencen: 

  • Prisen som årets elev i svineproduktionen er målrettet elever på 2. hovedforløb, som enten er i praktikperioden eller på skole i 2019 på landmandsuddannelsen.
  • Deadline for indstilling af årets elev er 7. oktober kl. 12.00

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle