Nogle egne af landet har problemer med toksiner i foderkornet

Høsten 2019 var på mange måder gennemsnitlig, men alligevel kan der være udfordringer omkring toksiner.

Når man snakker om toksiner, er situationen langtfra den samme fra egn til egn.

Det viser en rundspørge til personer med kendskab til svinefoder. Fra det midt- og vestjyske fortæller konsulent Jens Korneliussen, SvineRådgivningen, og produktchef Torben Jensen, Vestjyllands Andel, om betydeligt flere tilfælde af toksiner i år.

Fra Sjælland melder konsulent Kim Kofoed, VKST, om lidt flere tilfælde i år, men fortsat et moderat problem. Fra Himmerlands Grovvarer lyder det derimod fra produktchef Peter Mark Nielsen, at der er færre problemer med toksiner i denne fodersæson i forhold til tidligere.

Vådt efterår

En forklaring på, at der på landsplan ses flere problemer med toksiner, kan være, at efteråret ikke havde mange dage med godt vejr, hvor kornet kunne beluftes med tør, kold luft.

»Efteråret var fugtigt og relativt varmt og med ringe mulighed for at køle og tørre kornet«, forklarer Jens Korneliussen.

Torben Jensen peger dog på, at der ikke alene er tale om lagerskader, men også om markskader, der blev grundlagt i forsommeren.

Toksinbinder

Toksiner giver sig typisk udslag i nedsat mælkeydelse, ringere ædelyst, færre levendefødte og/eller flere omløbere.

Der findes en række toksinbindere, man kan tilsætte med typisk mellem et halv og to kg pr. ton foder. Erfaringen er generelt, at de har en vis effekt, men at man ofte skal op i den høje ende af doseringen, før man for alvor ser en forskel i stalden.

Torben Jensen, VJA, gør opmærksom på, at hvis man tilsætter toksinbinder, og fortsat ikke ser effekt, må man søge løsningen et andet sted.

Kim Kofoed peger i samme retning. Løsningen kan ligge i andre forhold omkring foderet, for eksempel omkring opbevaring af råvarer, fodermøllen eller intern transport.

»Den gode foderhygiejne skal fastholdes fra kornlageret og helt ind til truget«, påpeger Kim Kofoed.

Peter Mark Nielsen slår også på, at toksinbinder næppe har stor effekt, hvis ikke foderhygiejnen og kornkvaliteten er i orden.

En del svineproducenter har den faste procedure at tilsætte toksinbinder, når bunden af kornsiloen nærmer sig.

Endelig kan flere være fristet til at tilsætte toksinbinder i år ud fra et forsikringsmæssigt synspunkt.

»Flere vælger at tilsætte toksinbinder alene ud fra en forsikringsmæssig synsvinkel i denne højprisperiode«, lyder det fra Torben Jensen, VJA.

Faktaboks

5 anbefalinger om toksiner

  1. Toksinbinder:: Det koster typisk fire-fem kr. pr. 100 kg færdigfoder at tilsætte toksinbinder. 
  2. Tørt korn: Selv om kornet var 
nogenlunde tørt i høst, er det vigtigt at blæse i det på kolde, tørre dage.
  3. Analyser: I stedet for at bruge penge på og afvente resultatet af 
en toksinprøve, kan det være lige så billigt blot at tilsætte toksinbinder. 
  4. Hygiejne: Toksinbinder erstatter 
ikke god foderhygiejne. Nedsat 
ædelyst eller ringe mælkeydelse kan
både skyldes toksiner og dårlig 
foderhygiejne. 
  5. Forsikring: I en højprisperiode bruger flere toksinbinder ud fra et forsikringsmæssigt synspunkt uden først at vente på et evt. problem. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle