Stien har en særlig gummibelægning

Seges Svineproduktion har blandt andet et projekt, der skal forbedre den østrigske Wing-sti, som har vist et lovende potentiale i Seges-showroomet.

Høj hygiejne, en høj andel fast gulv og en funktionel sti for soen, pattegrisene og medarbejderne.

Det er nogle af de mål, som Vivi Aarestrup Moustsen, chefforsker ved Seges Svineproduktion, har sat sig for i sit arbejde med indretningen af stier til løsgående søer.

I det nu nedlagte showroom var der nogle lovende takter for den østrigske Wing-sti fra Stewa, og derfor arbejder hun nu på at modificere stien, så den bliver endnu bedre.

»I forhold til showroomet har vi tilføjet en rigtig hule. Vi har genbrugt otte af stierne fra showroomet, og sammen med Jyden arbejder vi på en light-udgave, hvor vi mindsker andelen af stål i konstruktionen. Det skal gøre stien billigere, og samtidig vil den ikke virke så bastant med alt det stål«, siger hun.

Projektet har også fokus på at mindske antallet af knæskader.

»Vi så mange knæskader hos pattegrisene i flere af stityperne, og derfor har vi fået sprøjtet en særlig gummibelægning på betonen i stien. Der er tale om en to-komponent-blanding, som er lidt grov og gør, at grisene ikke glider på belægningen. Belægningen har også den virkning, at stien bliver mere rengøringsvenlig«, siger hun.

Der arbejdes i farestaldssektionen på Mogensgaard også med, hvor stor en andel af stien, der kan være fast gulv.

»Vi arbejder hen imod 40-50 procent af stien, der skal være fast gulv, og hvor vi samtidig kan sikre en tør sti med høj hygiejne. Foreløbig ser det lovende ud«, vurderer Vivi Aarestrup Moustsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle