Grovvaren er klar til at tage mere øko-korn

Hos en af landets største opkøbere frygter de ikke, at det økologiske kornmarked kan være på vej mod en overophedning.

Høje priser. Produktion, der buldrer fremad.

En cocktail der på et tidspunkt kunne ligne en boble.

Men en af landets største opkøbere af økologisk korn ser ikke tegn på et overophedet økologisk kornmarked.

»Jeg er ikke så bekymret for, at vi ikke kan komme af med det. Det største problem har indtil videre været, at man ikke kan omlægge planteavlen hurtigt nok. Og hvis der kommer perioder med overforsyning i Danmark, så har vi god tradition for, at vi kan eksportere«, siger adm. direktør Henning Fogh fra Danish Agros grovvaredivsion.

Vil købe mere økokorn

Den bagvedliggende efterspørgsel ser nemlig fortsat rigtig god ud. Derfor har Danish Agro løbende udvidet antallet af afdelinger, der er godkendt til at håndtere økologisk korn, og samtidig gør grovvarevirksomheden klar til at øge årets modtagelse med 20 pct. i høst.

»Der er en stadig stigende efterspørgsel efter korn til økologisk øl og brød. Vi er klar til at tage mere økokorn«, siger han og bekræfter, at Danish Agro er aktive med at tegne kontrakter på økokorn til den nye høst.

Han peger samtidig på, at der ikke mindst er et stigende behov for økologisk foder.

»Her ser vi, at det går stærkest for kvæg og fjerkræ. Der kommer f.eks. en del slagtekyllingeproduktion, hvor der efterspørges økologisk korn«.

Betaler 240 til 260 kr.

Han oplyser, at priserne for gammel høst i øjeblikket ligger på omkring 240 til 260 kr./hkg med et afslag på 15 til 20 kr./hkg for ’omlægningskorn’.

Ifølge Henning Fogh er en af de potentielt største udfordringer på markedet for økobølgen adgangen til proteinkilder.

»Det bliver sværere og sværere at finde protein Det er traditionelt noget, som vi køber udenfor Europas grænser. Det kan godt blive en udfordring«, siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle