Håber på tørvejr og blæst

»Dejligt at vi lige har fået en del vand. Nu vil vi gerne have noget varme, tørvejr og blæst, så blomstring og bestøvning bliver optimal i både frøgræs og havefrø de næste uger,« ønsker Anders Spanggaard fra Kaastrupgaard i Salling. Han fortæller, at rajgræsset er ved at skride igennem, og alt står op, hvilket er vigtigt for en god bestøvning. Så vækstreguleringen har virket, som den skulle. I næste uge kommer så sidste, forebyggende svampebekæmpelse med Bell.

»Spinaten er lige nu ved at strække sig og får en tredelt svampebekæmpelse: 0,5 kg Signum (har fået) og 0,5 kg Opera (om 14 dage) og 0,5 kg Signum om 30 dage. Vi har været heldige med ukrudtsbekæmpelsen i år, så spinaten er ren og rækkerne nu ved at lukke. Spinat er meget følsom over for lus, så det er behandlet en gang, og skal også igen,« fortæller han.

Pak choi er radrenset - og håndhakket en gang, og der var så lidt ukrudt, at det var nok. Noget af en forandring ift. sidste år, hvor der gik over 20 mandetimer pr. hektar på at hakke - mod kun halvanden time i år. Kålen har også fået Mavrik mod glimmerbøsser og skal ca. have en gang ugentlig resten af juni.

»Og så skal hveden have sidste del af den todelte septoriasprøjtning om 14 dage. Mens byggen bliver svampebekæmpet nu.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle