Højere bund på Kopenhagen Fur Skindudstilling 2015

Af Bjarne Rasmussen, Kopenhagen Fur

Det ser godt ud. Der er mange, som kommer og spørger mig, om udstillingen er bedre end sidste år. Mit svar i år er, at hvis man kigger på topbundterne - alle dem, der får ærespræmier - så er det måske svært at se en forskel, fordi de er gode, og det var de også sidste år og forrige år. Men hvis man kigger på alle de andre bundter - altså dem, der ligger lige under ærespræmierne og helt ned mod bunden af udstillingsskindene - så kan man se, at de er blevet bedre. Bunden er blevet højere. Vores bredde er blevet fantastisk, for selv de dårligste bundter er faktisk Platinum-skind.

At der er tale om Platinum-skind betyder, at de kommer i topbundterne, når de bliver solgt under Kopenhagen Furs auktioner i Glostrup. Så selv den avler, der ligger sidst i en type - for eksempel i Brown Velvet 2, der er en stor type - har skind repræsenteret i kategorien Platinum korthåret 2, når han sælger dem, hvilket vil sige, at avleren ligger i top.

Så jeg vil faktisk også gerne give en stor ros til alle dem, der ikke får ærespræmier. Det er dem, der er årsag til, at vi har den top, vi har. For de presser så hårdt nedefra, fordi de er så gode, at de bedste bliver nødt til at blive endnu bedre. Vi er godt stillet. Jeg er rigtig glad for det, jeg har set på skindudstillingen i år. Der er mange fantastiske bundter imellem. Det er verdens bedste skind, der ligger her. Så kan man godt tage til USA og finde nogle enkelte bundter i Black, som er helt fantastiske, men det, man ser her, er altså verdensklasse. Simpelthen.

Jeg er også positiv over, hvor gode avlerne er til at fokusere på de råd, som Kvalitetsafdelingen melder ud. I år kan jeg se en lille tendens til, at der er kommet lidt flere dækhår på Velvet 2, hvilket er noget, vi i Kvalitetsafdelingen har efterlyst.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle