Hørt på Deltidlandmændenes årsmøde

Alt for mange ansøgninger til LAG-midler handler om naturpleje og er skruet op til meget store beløb. Det er betænkeligt, når nogen i en ansøgning mener, at prisen på et hegn bliver på 750.000 kr. Jeg kunne tænke mig, at ansøgerne var mere realistiske og beskedne. Jeg ser ansøgninger som medlem af bestyrelsen, der skal uddele midlerne.

Henrik Bertelsen, Familielandbruget SydVest.

Saml land- distriktspolitik i Folketinget

Når landdistriktspolitikken og -opgaverne som nu er spredt på mange forskellige ministerier og i Folketinget, bliver det skubbet rundt, og ingen tager rigtigt ansvar for det. I må via Landbrug & Fødevarer arbejde på, at landdistriktspolitikken samles ét sted - i Folketinget.

Tage Hansen, direktør i Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig

Mere bredbånd i Udviklingsdanmark

I Limfjordsområdet, hvor jeg bor, er hastigheden på bredbånd alt for ringe. Det er meget vigtigt, at vi kan få lige betingelser med byerne. Hvis virksomheder og beboere skal flytte ud og gøre en indsats for Udviklingsdanmark, skal de have betingelser der understøtter deres arbejde. Mere og bedre bredbånd kunne være et emne for specielt deltidslandmændene, fordi vi har god kontakt med de øvrige erhverv.

Martin Riis, LandboLimfjord

Gå uden om grovvaren

Med mit kendskab til grovvareselskaberne kan det slet ikke svare sig at forsøge at "infiltrere" og ændre dem indefra. De har glemt deres formålsparagraffer og styres af direktørerne - nogle er endda gået over til at blive aktieselskab. Jeg mener, man langt hellere skal forsøge sig med korndating og kornbørser og den slags. Der er andre aktører på markedet. Blot må man huske praktiske problemer som en autoriseret vægt.

Niels Erik Jensen, Landboforeningen Gefion

Bak grovvaren op

Hvis man laver lokalt køb og afsætning og nye foreninger til at styre det, er det blot en genopfindelse af den gamle andelsorganisering. Så jeg synes, at man hellere skal melde sig ind i sit grovvareselskab, møde op og påvirke dem indefra. Når der er så mange, der er utilfredse nu, må der være basis for at blive valgt ind og få sine synspunkter gjort gældende.

Sven Aage Steenholdt, Vejle Amts Familielandbrug

Midler til naturpleje

Vi har brug for at få flyttet ikke-forbrugte midler i enkeltbetalingsordningen til naturpleje og andre aktiviteter, som tilgodeser en positiv udvikling i landdistrikterne. Heldigvis har vi fået udtale-ret i forbindelse med den rapport, Skov og Landskab er i gang med at udarbejde for By- og Landskabsstyrelsen.

Dan Mortensen, Fyns Familielandbrug

Lad falde, hvad ikke kan stå

Nogle gange må man sige: Lad falde, hvad ikke kan stå. Det gælder også aktiviteter i landdistrikterne. Vi kan ikke leve af tilskud - det kunne Vestas i hvert fald ikke. Man må lade nogle aktiviteter falde og tro på, at der kommer noget andet i stedet. Vi kan starte med at finde en mere positiv betegnelse end "udkantsdanmark".

Flemming Christensen, Region Midt

For højt kontingent

Deltidslandmændenes kontingent til Landbrug & Fødevarer er for højt. Der skulle være flere grupperinger, så kunne jeg sælge mange flere medlemskort. Der kommer mange nye til landet, som også skal overveje kontingent til fagforeninger, sport, borgerforening, og jeg ved ikke hvad. Konkurrencen er hård, når de skal vælge medlemsskaber.

Preben Kristensen, Familielandbruget Vestjylland

Dyr nationalpark

Indgrebene mod landbruget og landskabet bliver dyrt for samfundet. For eksempel skal administrationen af Nationalpark Fyn koste 70 mio. kr. Det er spild af penge. Ifølge Grøn Vækst vil man proppe drænrørene til, men det vil jo sætte alt andet under vand, når det ikke kan løbe væk. Lønniveauet i Danmark er simpelt hen for højt, det skal ned med 20-25 procent.

Kurt Jørgensen, Familielandbruget Vestfyn

Skab alliancer

Vi skal danne alliancer, hvor det gavner og falder naturligt. I Nordjylland var vi meget aktive, da naturpark Skagen Odde var på vej. Vi satte os til forhandlingsbordet og samarbejdede med erhvervslivet, pressen, befolkningen, politikerne. Det betød, at alle vidste, hvad en naturpark ville indebære, og at det ikke kun var landmændene, der sagde nej.

Niels Vestergaard Salling, formand for LandboNord

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle