Høster vinterbyg i næste uge

»Vi er i gang med at sprøjte vinterbyg og vinterraps ned, og i næste uge høster vi vinterbyggen. Rapsen er klar en uges tid senere, og om to-tre uger vil det gælde hveden,« fortæller direktør Christian Nielsen på PD Podluzany i Slovakiet, hvor grovfoder til de 600 køer ellers udgør de største afgrøder.

»Jeg er forsigtig med at spå om udbytter, men vi havde et meget tørt efterår, som måske har kostet kerner. Jeg tror på en normal høst - omkring de seks ton hvede pr. hektar.«

120 millimeter guldregn

Efter en lang tørkeperiode er der i de sidste tre uger faldet cirka 120 millimeter regn - og nu rækker det, mener direktøren.

»Det var guldregn. Majsen, som fylder 40 procent af vores areal, vælter op af jorden og nærmer sig halvanden meter, og sukkerroerne er bestemt også glade for vandet. Der er ganske vist kommet en del ny ukrudt med vandet, men vi har sprøjtet fem gange i roerne, og de er jo tæt på at lukke, så vi sprøjter ikke mere,« siger Christian Nielsen.

Andet slæt i lucerne blev taget i sidste uge, og udbyttet var ikke prangende efter det tørre vejr i lang tid. I denne uge kommer turen til ærter med udlæg af ny lucerne. Afgrøden er kommet kraftigt efter regnen, men der har også være en del lus, som har krævet bekæmpelse.

»Vi skal så vinterraps, næsten på samme tid som det sker i Danmark, så vi satser på 200 hektar efter både hvede og vinterbyg,« siger Christian Nielsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle