Helle og Ole Larsen satsede først på halmpiller, da der var rimeligt styr på selve svineproduktionen.
Ved Skanderborg ligger landsbyen Mesing ¿ en rigtig hyggelig landsby. I landsbyen bor svineproducenterne Helle og Ole Larsen med deres 480 årssøer og 13.000 smågrise. Men selv om de lever i god ro og orden med naboerne, vil det være umuligt at udvikle svineproduktionen på ejendommen, fordi den ligger for bynært.
"For os er det ikke en løsning at udvide her," siger Ole Larsen.
At producere specialafgrøder er heller ikke oplagt, fordi de bruger hele deres egen kornproduktion til svinene.
I stedet har de fundet et andet ben at stå på: Produktion af halmpiller til blandt andet rideskoler.
"Det er svært at producere mere og mere for mindre og mindre," forklarer Ole Larsen og hentyder til både planteavl og svineproduktion.
Det er en af grundene til, at de satsede tre mio. kr. på en industriel halmpillepresser, der i bedste fald kan lave 3.000 ton årligt. Pt. er ambitionen dog 1.000 ton.
Dong presser halmpriser
Ole Larsen har leveret halm både til rideskoler og til halmvarmeværket gennem Dong Energy. Han var ikke mindst træt af Dongs licitationer, hvor han synes, de presser prisen til det alleryderste.
Den situation ville han gerne væk fra, og med halmpillepresseren kommer han nu selv til at bruge mere tid på markedsføring.
"Vi opdagede, at næsten alle dem, der købte halm hos os, var hestefolk. Men det er på retur at strø med lang halm," siger han.
Hestefolket vil hellere have piller, der kun fylder en brøkdel både før brug og efter brug.
"Halmpillerne kan suge fem gange deres egen vægt og fylder meget mindre på møddingen," forklarer han.
Det betyder meget for rideskoler, for hvem det at komme af med møddingen kan være en dyr fornøjelse. En rideskole, der før betalte maskinstationen 35-40.000 kr. årligt for at køre hestemøg væk, kunne med halmpillerne pludselig selv magte arbejdet.
Pillerne kan selvfølgelig også bruges ved grisene, og Ole Larsen bruger dem selv i klimastaldene og ved søerne.
Mange overvejelser
Helle og Ole Larsen skulle dog gøre sig mange overvejelser, før de kastede sig ud i den nye investering. Trekvart år brugte de, før de var overbevist.
"Det skylder man sig selv, for det er en stor investering," siger han.
For det første var det vigtigt for dem, at svineproduktionen var rimelig optimeret i alle hjørner og en del af ansvaret uddelegeret.
"Ellers skal man gøre det først. Men vi er i en situation, hvor medarbejderne i stalden kan det arbejde, de skal, og vi svigter ikke svineproduktionen ved at gå i gang med halmpillerne," siger han.
På marksiden havde de også været ude at optimere gennem maskinsamarbejde med en nabo. Et samarbejde der betyder, at de hver især kan have færre men større maskiner, så de sparer tid og penge.
For ganske vist lyder det rigtigt, at man skal have flere ben at stå på, så det ene måske er godt, når det andet er skidt. Omvendt kan manglende fokus på den ene gren også koste mange penge, mener han.
Endte med industrianlæg
Undervejs i overvejelserne skulle de tage stilling til, om det skulle være en lille pillepresser eller et helt industrianlæg. Det endte med det sidste.
"Da vi regnede på det, kunne jeg se, at hvis der skal være økonomi i det, er det tonsene, der tæller," siger han.
Her betød det også meget for den endelige beslutning, at de stod og havde den helt rette medarbejder på hånden ¿ og at der således også var arbejde nok til denne. Det er en tidligere medarbejder, som de kender, og som også brænder for projektet.
"Da det hele så fornuftigt ud, blev jeg tændt af det. Så er det svært at trække følehornene til sig," siger Ole Larsen.
Vælger konsolidering
Som sagt ligger ejendommen i landsbyen og kan derfor ikke udvikles svineproduktionsmæssigt. I realiteten kunne man i stedet have valgt at bygge et nyt stort soanlæg et andet sted, væk fra byen. De tanker har Helle og Ole Larsen også lagt fra sig.
"Hvis vi havde investeret 30 mio. i sådan et anlæg, ville vi være gift med det alt for mange år fremover," siger Ole Larsen, der er 46 år.
"Det sohold, vi har i dag, kan bære gennem vores tid ud," tilføjer han.
I dag foretrækker han at konsolidere bedriften yderligere, så de har mulighed for at lægge om, når de fylder 60 år.
"Jeg siger ikke, jeg vil gøre det, men jeg vil have muligheden," siger han.
Hvis sønnen på 11 eller datteren på 14 viser sig at være interesseret i at overtage bedriften, vil de ikke afvise at investere yderligere. For dem vil der nemlig ikke være fremtid i en bedrift af den størrelse, den har i dag.
"Men der går en del år, før vi ved, hvad de vil," konstaterer han.
Dynamisk strategi
Også på det strategiske område er Helle og Ole Larsen spydspidser. De benytter sig af et værktøj kaldet "dynamisk strategi", noget Ole holdt indlæg om på svinekongressen i Herning for nylig.
"Vi har lavet masser af strategier gennem tiden, men de er tit svære at aktivere, og så er de endt i skuffen," siger Ole Larsen.
Med den nye måde at lægge strategi, arbejder de mere med målsætningerne og lægger handleplaner der beskriver, hvordan de gennemfører strategien og når målene.
"Udfordringen er at få det struktureret og gjort aktivt, så det bliver en naturlig del af hverdagen," siger han.
I den forbindelse har de involveret medarbejderne mere i strategi og handleplaner end tidligere. Det vil sige, at medarbejderne selv er med til at sætte de mål, de selv skal opfylde.
"Når de selv udpeger mål, forpligter det mere," siger Ole Larsen, der var lidt skeptisk over for den fremgangsmåde i starten.
Med dynamisk strategi vælger de et område at fokusere på ad gangen, og Helle og Ole Larsen har pt. valgt at fokusere mere på ledelse og administration.
Ledelse er alfa og omega
Oprindelig blev Ole Larsen landmand, fordi han kunne lide at passe grise, og på landbrugsskolen lærte han ikke meget om ledelse.
"Det er mere og mere væsentligt, og mange steder er der stadig ikke sat tid af til det," siger han.
Selv har han erkendt, at ledelse tager tid og skal prioriteres.
"Det er ikke en selvfølge, at fordi vi er landmænd og kan lide at passe grise, at vi også kan lede," siger han.
