Han skal af med halv million kroner i afgift

Anders Kappel betalte 780.000 kroner i afgift sidste år og skal af med en halv million kroner i år. Måske får det ham til at købe kvote, men ellers er han klar til også at betale afgift det sidste kvoteår

Det kommer til at koste Anders Kappel, Stubbekøbing, i omegnen af en halv million kroner, at han har udnyttet sin mælkekvote med 107 procent.

»Men jeg er klar til at betale prisen. Vores produktion kører, vi har pengene, anlægget og folkene, og vi skal være klar til at lave masser af mælk, når kvoten er væk om et år,« siger Anders Kappel.

I alt er der omkring 800 jerseykøer på den nybyggede ejendom og en kvote på 4,500.000 kg mælk.

Vil ikke skære ned

»Det kan da være, at vi køber kvote på næste børs. Får vi det ikke, må vi betale strafafgift igen. Jeg er ikke indstillet på at skære ned på produktionen,« siger Anders Kappel.

At skære ned på mælkeproduktionen er ikke et valg, han overvejer.

»Vi kunne lade kvierne gå lidt længere inden vi inseminerede dem eller vi kunne sælge nogle nu og købe ind senere. Men det vil jeg ikke. Vi har prøvet det før at købe dyr ind fra andre besætninger. Så får man sygdom og alle mulige problemer med i købet. Det gider jeg ikke igen,« siger Anders Kappel.

Får penge til overs

Han ser da også frem til, at de penge, som han de seneste to år har betalt i afgift, er til overs det første år, kvoten er væk.

»Det afhænger selvfølgelig af mælkeprisen til den tid,« understreger han

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle