Han står stolt på mål for sit gamle erhverv

Siden Ole Hedelund Andersen solgte sit landbrug, har han glædeligt stået på mål for sit gamle erhverv, lige meget om det handler om sprøjtemidler eller græsning.

Ole Hedelund Andersen sidder tilbagelænet i parrets parcelhus i Høng og fortæller om årene på Lottershøj og udvidelsen af deres svinebestand. Det er ikke fordi, han som sådan savner det, siger han. Alligevel kan han ikke lade være med at følge med i, hvad der sker i hans gamle erhverv.

»Jeg har holdt fast i landbruget, siden vi solgte gården, for det interesserer mig, hvad der sker i landbruget udviklingsmæssigt,« siger han.

Det er en af grundene til, at han valgte at blive som interessemedlem i Landbrug & Fødevarer. Så får han trods alt stadig sin avis.

»Jeg vil ikke undvære LandbrugsAvisen, men det er også for netværkets skyld. Hvis jeg samtidig kan være med til at støtte landbruget, synes jeg, at det er kontingentet værd,« siger han, idet en grøn traktor passerer uden for parrets have.

På mål for landbruget

Da de solgte Lottershøj i 2004 til deres datter og svigersøn, beholdt de et stykke af marken til sig selv og byggede et parcelhus. Siden har han hjulpet en anden landmand med at pløje i efteråret og været aktiv i kredsbestyrelsen i Friluftsrådet i Nordvestsjælland.

»Friluftsrådet gav mig mulighed for at formidle kontakten til landbruget. Jeg har prøvet at fortælle et ærligt billede af landbruget, som jeg oplever og kender det, uden at det er præget af et skrivebord. Så jeg føler, at jeg har været med til at udbrede viden om landbruget,« siger den gamle pløjer, som sjældent holdt sig uden for diskussionerne.

»Jeg har haft mange gode diskussioner om naturpleje. Det er paradoksalt, når folk er imod, at landbruget fylder så meget - og hellere vil lade naturen vokse vildt, for det gør det svært for dyrelivet at færdes der. Da vi havde køer på græsengen, var der mange viber, men nu er mosen groet til med vildt græs, så viben ikke længere vil yngle der,« pointerer Ole Hedelund Andersen.

Jeg er stadig landmand

»Da jeg arbejdede i Friluftsrådet, så jeg mig selv som ambassadør for landbruget, og jeg var stolt af at repræsentere det,« siger Ole Hedelund Andersen.

Han valgte dog ikke at genopstille sidste år, og om han kommer ud at pløje igen, er han ikke sikker på. Hans kone, Gunhild Andersen, er derimod ikke i tvivl:

»Hvis der kom en og spurgte om hjælp til at pløje sin mark nu, havde du gjort det.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle