Hangrise kan hjælpe slagtesvineproduktionen

I Tyskland øger man slagtningen af hangrise. Danmark tøver fortsat og venter på resten af EU.

Når direktør Hans Aarestrup, Danske Svineproducenter, sammenligner slagtesvineproduktionen i Danmark og Tyskland, falder det i øjnene, at tyskerne er i stand til at udnytte fordelen ved hangrise.

Danske slagtesvineproducenter må fortsat hverken levere hangrise eller bruge Improvac.

»Slagtesvineproducenterne i Danmark har det hårdt, men produktion af hangrise kunne gavne økonomien,« mener Hans Aarestrup.

Foderbesparelse

Særligt i perioder med høje foderpriser er fordelen ved hangrise frem for galtgrise markant.

Foderomkostningen ved at producere et slagtesvin ligger for tiden på 450-500 kr.

»En besparelse på blot 5 til 10 procent i foderomkostningen vil virkelig kunne mærkes,« påpeger direktøren.

Hertil kommer fordelen ved en højere kødprocent.

Det tyske slagteri, Tönnies, slagter et stigende antal hangrise og vil gerne øge antallet yderligere. Slagteriet giver ikke et »hangrise-fradrag« men sorterer eventuelt lugtende grise fra ved lugttest på slagteriet - en metode der ikke anses for sikker i Danmark.

Improvac

Trods intens forskning omkring hangriselugt mangler det afgørende gennembrud. Det får Hans Aarestrup til at foreslå brugen af Improvac.

»Improvac er godkendt i stort set alle lande, men slagterier og supermarkedskæder er tilbageholdende,« forklarer direktøren, der primært betegner brugen som en mental barriere.

»Vi burde igen se på Improvac i lyset af den dårlige økonomi i slagtesvineproduktionen,« siger Hans Aarestrup.

Han kalder det en pædagogisk opgave at få forbrugerne forklaret, at Improvac er den foreløbig eneste realistiske metode til at undgå traditionel kastration.

VSP: Næppe gevinst

Direktør Nicolaj Nørgaard tror ikke, at økonomien ved at bruge Improvac er så positiv, som Hans Aarestrup giver udtryk for.

»Vores undersøgelse viser -0,15 foderenheder pr. kg tilvækst og et mindre plus på kød,« siger han.

Gevinsten løber op i omkring 30-35 kr. Herfra skal trækkes hangrisefradrag på 25 kr. og udgiften til Improvac.

»Vores bud er, at økonomien går i nul,« siger Nicolaj Nørgaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danish Crown om deres syn på brug af Improvac.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle