Har svineprisen nået bunden?

Det tyske slagteriselskab, Tönnies, mener, at bunden er nået for svineprisen.

Af Karsten Flemin, markedsanalytiker, Landbrug & Fødevarer

Det tyske slagteriselskab, Tönnies, meddelte i forrige uge på deres blog, at de forventer, at bunden i svineprisen er nået i denne omgang.

Man kan håbe, at Tönnies har ret. Det ser i hvert fald ganske positivt ud med svineprisen her for november og frem til midten af december. Julehandlen må forventes at løfte efterspørgslen, og en pæn eksport til Asien hjælper til med at få reduceret udbuddet af grisekød på det europæiske marked.

Men vi ved også af erfaring, at januar er en noteringsmæssig svag måned, hvor noteringen ofte når bunden. Udbuddet af svin efter jul/nytår er traditionelt stort og efterspørgslen behersket. Normalt lægger de tyske slagterier i stor stil kød på lager i januar. Men dette er man formentlig mere nervøs ved denne gang af frygt for prisfald ved nye udbrud af afrikansk svinepest.

Modsat betyder frygten for spredning af afrikansk svinepest til Tyskland også et fald i den tyske efterspørgsel efter smågrise her i efteråret. Dette kan ramme de tyske slagtninger i de første måneder af 2019 og måske dermed hindre prisfald på det tyske marked først i det nye år.

Ledig slagtekapacitet i Tyskland

I det hele taget er der udsigt til et 2019, hvor tyske slagterier - i lighed med 2018 – kan få store problemer med at udnytte slagtekapaciteten fuldt ud. Tyske slagterier som Westfleisch og Müller Gruppe har meldt ud, at de forventer at øge slagtekapaciteten næste år. Dette sker samtidig med, at der er udsigt til fald i såvel den tyske egenproduktion af svin som de tyske slagtninger i 2019.

Normalt modtager såvel tyske som hollandske slagterier en del slagtesvin fra Belgien. Men denne trafik er mere eller mindre stoppet efter, at Belgien blev ramt af afrikansk svinepest, og det belgiske grisekød blev udelukket for eksport til Asien.

Nedgang i Hollands produktion af svin

Også i Holland er der udsigt til fald i produktionen af svin fremadrettet. Myndighederne i landet har offentliggjort planer om opkøb af produktionsrettigheder, svarende til ca. fem pct. af produktionen. Formålet er, at få produktionen ned i særligt miljøfølsomme områder. Samtidig er der krav om, at man inden år 2020 har investeret i bedste teknologi til reduktion af udslip af fosfor og ammoniak.

Hollandske Rabobank forventer, at antallet af svineproducenter i Holland vil blive reduceret fra de nuværende 4.300 til omkring 1.000 i år 2030. Med den kraftigste tilbagegang i de nærmeste fem år.

Opkøb af små produktioner i Polen og Rumænien

Ligeledes i Polen og Rumænien har man i et stykke tid drøftet planer om at betale svineproducenter for at stoppe produktionen. Her overvejer man – som led i bekæmpelsen af afrikansk svinepest – at betale en række meget små produktioner for at lukke ned.

Men så længe det kun er planer, og der ikke sker noget konkret, risikerer man at opnå det stik modsatte af det ønskede. Man kan holde liv i nogle produktioner, der måske ville være stoppet, men nu venter på at blive betalt for at stoppe. Og hvordan vil man kontrollere, at pengene går de rigtige steder hen? Og kan man være sikker på, at den lukkede produktion ikke blot starter op igen i nyt navn?

Afrikansk svinepest spreder sig i Kina

I Kina fortsætter afrikansk svinepest med at sprede sig. Ikke kun de nordlige og østlige provinser er ramt. Også i flere sydlige provinser har man nu registreret udbrud. I alt er der registreret mere end 50 tilfælde. 13 ud af 34 provinser eller autonome byer/regioner er nu ramt af sygdommen. De fleste forventer, at problemerne med afrikansk svinepest i kombination med dårlig produktionsøkonomi i svineproduktionen vil resultere i et fald i den kinesiske produktion af svin i 2019. Og en medfølgende stigende kinesisk import af grisekød. Modsat forventer det amerikanske landbrugsministerium USDA i deres seneste prognose fra oktober en lille stigning i den kinesiske produktion af svin i 2019. Så som så ofte før er der stor usikkerhed om udviklingen i Kina.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle