Helt enigt panel: Pesticidafgift er urimelig

Har L&F arbejdet ihærdigt nok på at afskaffe pesticidafgiften, og hvis ikke, er det så, fordi de ikke kan tåle at undvære de penge, de får tilbageført?

Hvert år får landbrugserhvervet noget over 200 mio. kr. i tilskud fra pesticidafgifterne, og en del går til rådgivningsvirksomhed. Landmand Jens Peder Aggesen, kendt fra Agerskovgruppen, var ikke bange for at udfordre de fire kandidater ved det første valgmøde op til viceformandsvalget på netop pesticidafgifterne. Han synes nemlig ikke, at Landbrug & Fødevarer har arbejdet ihærdigt nok med at få afskaffet.

»Er det, fordi de så vil komme til at stå og mangle penge til organisationen?« spurgte han.

Der var dog ingen af de fire kandidater, der kunne se en forretning for landbruget i at betale 640 mio. kr. i afgifter for at få det halve tilbage. Alle fire mener, afgiften er urimelig, og de havde mange andre meninger om udfordringen med pesticiderne.

Manglende opbakning

Flere af kandidaterne erkender, at det vil være mere end svært at få politisk opbakning til at afskaffe afgiften. Det hænger ifølge Torben Povlsen sammen med, at politikere laver meningsmålinger, så de kan indtage populære standpunkter, så de kan blive valgt.

Thor G. Kofoed mindede om, at pesticider ikke kun er et dansk spørgsmål. Som stemningen er i dag, forventer han, at mange forbydes, når de skal regodkendes i EU. Han mener også, at en afskaffelse af pesticidafgiften vil føre til et omgående krav om en plan for at reducere forbruget voldsomt, og det vil ikke nødvendigvis være godt for landbruget.

»Hvordan forklarer vi, at forbruget af glyphosat er så højt, at vi kan sprøjte alle marker i landet med, hvad der svarer til en normaldosis, mere end én gang om året?« spurgte han.

Færre pesticider

Desuden vokser problemerne med resistens mod pesticider. Det drejede debatten mellem kandidaterne en smule.

»Vi skal udvikle os ud af pesticider«, lød buddet fra Torben Povlsen, mens Poul Henrik Prahl nævnte, at robotteknologi vil hjælpe.

Frederik Lüttichau holdt dog fast i, at man skal kæmpe med næb og kløer mod afgiften, og kritiserede L&F, hvor han selv sidder i primærbestyrelsen for ikke at have gjort det godt nok.

»Vi har ikke taget debatten om pesticidafgifterne, som netop skulle evalueres i år. Man skal være stædig på det her med pesticidafgifterne«, fastslog han.

Mødet i Vojens var arrangeret af Sønderjysk Landboforening.

Faktaboks

Pesticidafgift

  • Pesticidafgifter koster ifølge regeringen landmanden i gennemsnit 245 kr. pr. hektar. Det er europa-rekord.
  • Kun få andre lande i EU har pesticidafgifter, f.eks. Sverige og Frankrig, og deres afgifter er højst 25 kr. pr. hektar i gns.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle