Hensynet til rigtige naturløsninger må trumfe symbolpolitik

Det er altid ærgerligt, når lysten til at signalere handlekraft kommer til at blokere for at gøre det rigtige. Det har vi lige nu et skoleeksempel på med forslaget om forbud mod gødskning og sprøjtning af § 3-arealer. Som vi har påpeget via en SEGES-analyse, så er naturværdien af de berørte engarealer ikke høj. Samtidig giver det de berørte landmænd problemer med mindre udbringningsareal og dårligere muligheder for at producere foder – endda uden kompensation.

Det er befriende, at debatten på det seneste har fået tilført noget faglighed fra eksterne biodiversitetseksperter. De anbefaler, at kræfterne for bedre natur og biodiversitet sættes ind andre steder. De går så langt som til at kalde forbuddet ”en symbolsk kamp mod landbruget.”

Der skal ikke være tvivl om, at vi meget gerne bidrager til naturindsatsen. Vi har, sammen med flere grønne organisationer, kommet med indspil til den kommende natur- og biodiversitetspakke.

Det er tiltag med mening og effekt. Ikke symbolske handlinger med meget beskeden nytte for natur- og biodiversitet, som samtidig påfører de berørte landmænd helt urimelige tab.

Vi er lige nu ved at forberede en indbydelse til ministeren om at komme ud og se nogle berørte arealer og møde landmænd, der står til at indkassere tab. Jeg håber meget, at ministeren vil sige ja, og at vi på den baggrund kan få gang i en dialog, hvor det her forslag tages af bordet eller tilpasses. Til fordel for løsninger, der for alvor kan bidrage til at hjælpe vores mest værdifulde natur og biodiversiteten.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle